Til gengæld er jeg faldet totalt for eksperimentet fra Amagers mest trøstesløse byggeri: Stemmer fra opgangen. Det gør mig så glad helt ned i storetåen at se helt almindelige mennesker, der aldrig har troet, de skulle være "stjerne for en aften" - bare i den grad vokse med en opgave.

Lige nu nyder jeg koncerten i mit fjernsyn. Det lyser bare ud af alle disse meget forskellige mennesker, hvor aldeles vidunderligt det er at stå i koncertsalen og yde noget, de for få måneder siden aldrig havde troet muligt!

Al respekt for at være solist. Jeg har nu mere respekt for at være en del af et kor. Det kræver respekt for hinanden, lydhørhed, samarbejde.

Det handler nok så meget om at have et fælles projekt - et mål. Så er det lige meget, om man er tyk, tynd, sort, hvid, flyttemand eller folkepensionist.

Jeg håber, der kommer mange flere initiativer á la "Urbankoret"!

Singlelivet er kraftigt oppe i tiden - ikke mindst på grund af filmatiseringen af "Bridget Jones´ Dagbog". Jeg læste den for et nogle år siden, og jeg læste også Politikens plagiat, "Nynnes Dagbog". Begge er ganske velskrevne og underholdende og beskriver - kort fortalt - det til tider hektiske liv hos en barnløs kvinde, der er ude over den første ungdom uden at have fundet Mr. Right - og som desperat forsøger at overbevise såvel sig selv som omgivelserne om, at hun har det pragtfuldt på den måde.

I gamle dage kaldte vi den slags kvinder for pebermøer eller gammeljomfruer. Og det er de jo sådan set stadig. Men lige så vel som vi ikke længere må kalde en person med ringe evner for evnesvag, hedder det ikke længere pebermø - næh, nu hedder det single-sild!

OK - der er forskelle på pebermøen og single-silden. En af de mest markante er nok, at pebermøen sjældent havde problemer med sin identitet som enlig kvinde. Jeg tror ikke, hun nødvendigvis lagde drømmene bag sig, men hun både blev - og opførte sig som - voksen.

Single-silden derimod bliver tilsyneladende aldrig voksen. Og hvor det hos teenagepigen kan virke forholdsvis sødt med den overdrevne selvoptagethed og konstante jagt på fest og farver, virker samme opførsel hos den 30-40 årige bare desperat og ynkelig!

Ca. halvdelen af Danmarks voksne befolkning lever alene. Det ligger i sagens natur, at det at leve alene medfører en vis ensomhed. Alligevel må det ikke siges højt; det er flovt at være ensom. Så vi har opfundet "single-kulturen", hvor disse enlige, der altså ikke-er-spor-ensomme kan gå på "singlebar" og møde andre "singler", der nemlig heller ikke er spor ensomme, nej-de-er-ej!

Jeg er glad for, at jeg ikke er "single", men bare bor alene. For så behøver jeg da ikke at stresse rundt på barer og hykle, at mit liv er skidespændende, når virkeligheden er, at ugens højdepunkt måske er, at jeg spiser sammen med min nabo, der heller ikke er "single", men også bor alene, onsdag aften ;-).

Singlelivet er noget opreklameret pis!

T

Det har jeg to absurde historier om fra det virkelige liv. Den første, som er mere end ti år gammel, handler om en ung mand, der på motorcykel havde et brat møde med en lastbil. Han overlevede på et hængende hår, og hans kommune var hverken til at hugge eller stikke i, da der, da han var kommet ud af komaen og kommet hjem - medbringende de tre fjerdedele af en hospitalsstue, fordi hans mor både kunne og ville passe ham. Han skulle møde op, skulle han - ellers ville man standse hans sygedagpenge! Man var også fuldstændig kolde i røven over for det faktum, at hans arbejdsgiver forlængst havde lovet, at hans læreplads stod åben, til han var ovre ulykken. Han skulle møde op!

Den anden historie er kun godt tre år gammel. Hanne - en quinde på min alder - blev kørt ned, da hun kom på knallert i sin lille, sjællandske hjemby. Pådrog sig så mange komplicerede benbrud, at det en overgang var tvivlsomt, om hun ville få sin fulde førlighed igen. Hun var igennem et utal af operationer - for den sags skyld en ekstra, fordi man reverenter talt fik hende smidt ud af hospitalssengen - troede, man lige kunne hive lagnet væk under hende, selv om hun lå med benet i stræk! Hun tilbragte mange uger (måneder) i en kørestol, men møde op - det skulle hun.

Så det gjorde hun da - og det fremmøde ville jeg egentlig gerne have overværet. For det forholdt sig sådan, at "hendes" sygedagpengekontor lå på første sal i en bygning uden elevator. Hun kunne ikke kommunikere igennem, at det lissom frembød lidt af et problem med kørestolen. Men selvfølgelig mødte Hanne da op - retfærdigvis skal siges, at den sagsbehandler, der dernæst måtte movere sig ned i forhallen for at holde møde med Fr. Svendsen, havde klædeligt røde ører!

Så tro endelig ikke, denne form for mistænksomhed er nogen ny opfindelse! Det er klart, at mine to eksempler her er virkelig grelle; men jeg er sikker på, der findes mange flere. De kommer bare ikke frem, fordi de berørte er hundeangste for at miste deres forsørgelsesgrundlag! Det kan man jo nemt nok komme til endda - ihukommende en nylig sag fra Vonsild (jojo, det er naturligvis Kolding kommune), hvor en kvinde, der prøver at komme sig efter en hjerneblødning mistede sin ret til sygedagenge, fordi hun ikke i tide returnerede et - komplet ligegyldigt i forhold til, hvor syg kvinden faktisk er - skema, hun helt enkelt aldrig modtog!

Så nok engang - intet nyt under solen!

Hvor vi lige troede, tre måneders kamp for retten til særlig støtte efter §34 var slut - skal den åbenbart til at begynde helt forfra. Lørdag var der nemlig brev fra løvens økonomiske sagsmishandler, der nu vil have minutiøs dokumentation for alt med tilbagevirkende kraft for den periode, løven grundet misinformation er berettiget til støtte med tilbagevirkende kraft.

Det kan man da på sin vis godt forstå. Hvis det ikke lige var, fordi manden trods alt har fået boligsikring (ca. 500 kroner om måneden) i hele samme periode. Og den har han kun kunnet få, fordi kommunen hele vejen igennem har haft dokumentation for hans boligudgifter. Men det overstiger åbenbart sagsbehandlerens evner - i disse "enhedsforvaltningstider" - at rekvirere disse oplysninger hos boligstøtteafdelingen. Jeg har nu - høfligt - anmodet hende om at gøre det!

Hun vil have årsopgørelser med tre års tilbagevirkende kraft for varme, el, vand og antennebidrag. Øeh nej, Sanne - nu ta´r du lige en slapper! Særlig støtte i henhold til §34 i "Lov om aktiv socialpolitik" tager udgangspunkt i den løbende, "faktiske boligudgift". Det er ikke modtagerens ansvar, at en del af denne er á contobetalt. Men det er vedkommendes eget ansvar at holde sine udgifter indenfor á conto-rammen - der er ingen ekstrahjælp at hente, hvis der kommer en efterregning. Af samme grund kan kommunen heller ikke sige "haps!", hvis vi f.eks. har haft en mild vinter, så der kommer lidt retur på varmekontoen. For kommunen kan ikke forudse næste års udgifter. Det er bare ens eget ansvar, om det balancerer. Selvfølgelig med forbehold for "formuegrænsen" på 10.000. Og allerede her er vi i hypoteseland, for ingen vil få støtte til udgifter, der kan generere så høje marginaler - det sørger "kontanthjælpsloftet" jo for!

Nåmmen, hvis vi ikke lige fremskaffer al denne (delvist unødige) dokumentation inden den 30. ds., vil sagen blive behandlet "på det foreliggende grundlag". Det er da muligvis slet ikke tosset. Men tro da endelig ikke, der ved samme, oplagte lejlighed blev oplyst, hvad dette grundlag i påkommende tilfælde konkret vil være!

Jeg har nu - i henhold til §§11 og 11b i "Lov om retssikkerhed og administration" på løvens vegne givet Sanne vor fulde velsignelse til at indhente de oplysninger, hun måtte mangle. Hvis vi kan nå det på 13 dage, må hun da især kunne. Man kommer som regel lidt hurtigere igennem med hendes titel end med vores...

- Sender fandeme Kolding kommune en frisørregning - alternativt en ansøgning om en paryk!

Når man - selvfølgelig - stadig fælder normalt, kan det godt virke lidt ekstremt at se hårbørsten - eller for den sags skyld bare ned ad sin sorte frakke. Det generer mig selvølgelig - jeg har det bedst med halvlangt hår - men må jo erkende, at det ikke længere er en "option", som det hedder på nudansk. Jeg mangler bestemt ikke B-vitamin - må nærmest klippe negle med en hækkesaks :-). Kosttilskud á la Silica er noget opreklameret fis, der ikke har reel virkning på andet end tegnebogen.

Jeg kan sgu ikke lide det. Men der er jo ikke noget at gøre ved det. Ud over at håbe på, at de skide hårstrå, der åbenbart er gået i dvale, vågner op igen. I mellemtiden må jeg vist en tur omkring frisøren og se, om han kan lave ét eller andet pjusk ud af de sørgelige rester. Jeg kunne selvfølgelig også spare de penge og bare vente på, resten også falder af - det kan sgu ikke vare mange uger!

Han: Rolig nu, jeg pudser briller!

Jeg er meget tit meget tidligt oppe. Ikke af lyst, men fordi jeg alligevel ikke kan sove. I dag var jeg oppe lidt før ni - efter noget, der ligner 14 timers søvn. Stjaver på Sydbanegade i pisregnvejr - kun for at konstatere, at DanskeBanks hæveautomat er ude af drift. Nå, havde heldigvis småpenge nok i pungen til lige at tage mælk og smøger med hjem.

Skønt at komme hjem i varmen og få kaffe, mælk, blødkogte æg og godt rugbrød. Redde seng og rydde den smule op, der skulle til - der skal altid en smule oprydning til, når man har så lidt plads, som vi har både her i Kolding og i Horsens.

Roserne fra i torsdags står noget så flot på bordet foran mig. Her er tændt levende lys, og P1 underholder mig med "Netværket".

Strikketøjet ligger i sofaen og frister - der må kunne findes en films på en eller anden af de alt for mange kanaler. Sådan nogle dage måtte der gerne komme mange flere af.

Spørgsmålet er, om disse blogromaner har nogen gang på jorden uden for "bloggerkredse" - jeg mener - hvis man ikke i forvejen kender og interesserer sig for blogmediet - vil man så gå ud og købe en "blogroman"? Jeg ville næppe, selv om jeg ellers køber masser af bøger.

- Det hele startede vel for ti år siden med Helen Fieldings "Bridget Jones' dagbog". Jeg læste den med stor fornøjelse - forfriskende anderledes i sin form, som den var - og tilmed hylende grinagtig rigtig mange steder undervejs. Jeg fandt det lidt plat, at "Politiken" straks gik ud med en parallel i klummeform - "Nynnes dagbog", men medgiver gerne, at den også havde stor underholdningsværdi. Men det er altså ti år siden, Fielding opfandt "singleton"-begrebet - er det ikke ved at være lidt passé? Eller er der virkelig så mange derude, der har brug for at få bekræftet, at deres livsform (selvfølgelig) er lige så meget i orden som alternativerne, at de slet ikke kan få nok af at læse andres dagbøger?

Bridget og Nynne var ren fiktion. De danske blogbøger er overordnet trykte versioner af gamle blogposter baseret på virkelige liv. Kan man reelt overhovedet kalde en bog, der er sammenstykket af dagbogsindlæg, for en roman? Jeg mener - er en roman ikke noget med: Karakterer, handling, plot, rød tråd, løse ender, der knyttes sammen? Altså en opgave, der stiller væsentligt større krav til forfatteren? At det først at skrive dagbog og dernæst udgive den er en slags forfatterskab underkender jeg ikke. Men har man virkelig skrevet en roman, fordi man udgiver sin dagbog - jeg synes det - med al respekt for såvel Charlotte som Marlene - ikke!

Jeg ville nok snarere kalde det - øjebliksbilleder, midlertidige selvbiografier i fragmenter. Et tidstypisk fænomen, der i momentet absolut kan have stor underholdningsværdi - men som nok er glemt, når næste modefænomen skyller ind over underholdningsverdenen.

Der, hvor jeg til gengæld kan se et problem i forhold til, at vi ikke - som vore nabolande - kan finde ud af at differentiere momsen er, at man som fattigrøv bruger en væsentlig større del af sit rådighedsbeløb på basale fødevarer, end mere velstillede gør. Det er jo - logisk! Derfor vil en differentieret moms i praksis komme fattigrøvene mere til gode - forstået på den måde, at der vil blive frigjort penge til andre ting. Ting, der i forvejen er en selvfølge for den mere velstillede - fordi han allerede har de penge til overs. Ham under jeg hjertens gerne at spare et par hundrede om måneden - det rager ikke mig, hvad han så bruger de penge på i stedet. Kan jeg spare det samme par hundrede - svarer det faktisk til at vinde dem i lotto - for det er penge, jeg ellers ikke ville have haft - helt enkelt!

Det kan højrefløjspolitikerne ikke forstå. De forplumrer yderligere sagen ved at dvæle ved detaljer omkring, at det kun må være "sunde fødevarer", der evt. kan være lavere beskattet. - Er en økologisk gulerod f.eks. nødvendigvis sundere end en traditionel - der kan kneppes mange fluer på den konto. Så skal vi lige have alle fordommene ind over - fattige er alligevel for dumme til at kunne finde ud af at spise sundt - uanset hvor billige gulerødderne bliver - vil vil notorisk æde os mætte i junkfood!

Øeh nej - men som virkeligheden er, må vi desværre for tit gå på kompromis og købe mad af en dårligere kvalitet. For eksempel koster det arge, fede hakkede kød typisk dobbelt så meget per kilo som det sundere med den lavere fedtprocent. Økologi og dyrevelfærd - jamen vi (rigtig mange af os i hvert fald) vil gerne tage det medansvar, men virkeligeheden er da, at vi ikke har råd - bogstavelig talt.

Jeg synes, det er dobbeltmoral, der skriger til himlen - at forflygtige ansvaret for manglende overordnet ansvarlighed til de fattige: "Der er ingen grund til at give dem lige(lig) adgang til sunde fødevarer - de er alligevel for dumme til at se forskel på (og kende ernærngsværdien af) et revelsben og en roastbeef! Ergo kan vi lige så godt lade dem æde sig ihjel i fedt - det er jo alligevel det, de selv ønsker."

I torsdagens P1-debat hørte jeg en konservativ politiker i ramme alvor udtale, at et argument imod differentieret moms på fødevarer var, at sparede vi penge på det basale, ville hverken fattigrøvene eller folkesundheden få glæde af det - for så ville fattigrøvene jo per definiton bare æde (endnu) mere slik, ryge (endnu) mere tobak og drikke (endnu) mere alkohol.

Bevares, jeg både ryger og drikker rødvin - sommetider så galt en whisky. Til gengæld er det altså ikke hver måned, jeg køber hverken slik, snacks, junk- eller fastfood. Dels er der helt enkelt ikke penge til det. Dels bryder jeg mig - trod min manglende akademikergrad - helt enkelt ikke særlig meget om den slags. Jeg drikker heller ikke sodavand - men jeg burde måske gøre det, når faktum er, at jeg kan få to liter i faka det samme, som jeg skal give for én liter økologisk sødmælk!

Jeg kan ikke afvise, at den velbjærgede måske ville købe en (ekstra) flaske sprut, hvis han sparede penge på basale fødevarer som brød, kød, grøntsager, æg og mælkeprodukter. For min skyld må han da købe ti, hvis han sparer så meget - det er hans egne penge, og han arbejder for dem.

Men der er noget, der er røget fuldkommen ud af proportioner, når de velbjærgede vil fratage mig et rimeligt medansvar for min egen sundhed ved reelt ikke at give mig til at tage det - ikke desto mindre give mig det fulde ansvar. Der er sgu noget ved den førte politik - fordi tingene naturligvis er så uendelig meget mere komplicerede, end jeg lige orker at argumentere for her - der får mig til at mumle noget indædt om - moderne gullasch-baroner!