Smartlog v3 » Fr. Møllers hverdag » Min bank er mærkelig
Opret egen blog | Næste blog »

Fr. Møllers hverdag

Stort og småt - mest småt - fra et mindre, kedeligt liv i en mellemstor, jysk by

Min bank er mærkelig

30. Dec 2008 05:17, valkyrien.dk

Som skrevet i sidste indlæg vil min bank (DanskeBank. Red.) ikke betro mig et visa-/dankort på trods af, at jeg intet udestående har med banken. For den sags skyld ikke har haft det i over 25 år.

Begrundelserne var dels, at min indtægt var meget lav. Og ja - det har den bestemt været i de mange år på kontanthjælp, men det ændrer jo ikke ved, at jeg var nødt til at få den til at slå til - og det gjorde jeg så. Dels, at jeg hæver mine penge tidligt på måneden. Og ja - det gør jeg da - blandt andet fordi jeg ikke lige kan flashe et kort, hvis jeg løber tør for kontanter og ikke er i nærheden af en af DanskeBanks hæveautomater.

Den afgørelse var jeg selvfølgelig ikke særlig tilfreds med. Ikke fordi jeg pludselig vil til at leve på kredit og overtræk; men fordi samfundsudviklingen har bragt os derhen, hvor det i mange situationer er blevet svært/umuligt at klare sig med kontante penge fremfor plastikkort. Hvor "samfundet" (i hvert fald PBS) gerne så, vi brugte plastikkortene endnu mere.

Altså skrev jeg en høflig mail til "bankrådgiveren" - forklarede disse forhold plus et par mere og bad hende overveje sin beslutning en ekstra gang. Mandag fik jeg svar. Visa-/dankort kan jeg stadig ikke få... Til gengæld ville hun gerne ændre min kontoform fra Danske 24/7 til Danske Plus - inklusive (gebyrfrit) Mastercard Direct!

Det har jeg da selvfølgelig sagt ja til. Af mailen fra banken fremgik i øvrigt, at når min pension sådan er gået regelmæssigt ind en tre måneders tid - kan jeg såmænd nok få det famøse visa-/dankort også... Jeg fatter ikke en meter - men det skal jeg nok heller ikke :-).

Kommentarer

  1. Susan
    30. Dec 2008 07:38
    1

    Du behoever vel egentlig ikke et Visakort goer du? Banken kan vel bare give dig et Dankort, det er jo et debitkort, hvorimod visakortet jo er et kreditkort og det er nok det banken helst ikke vil give dig - gaetter jeg paa.

    Jeg har ikke et visa/dankort, men blot et dankort til vores danske konto, saa det kan godt lade sig goere at faa det.

  2. Fr. Møller hendeselv
    30. Dec 2008 08:45
    2

    Mastercardet er jo også et kreditkort - og jeg skal bruge Visa, hvis jeg vil købe over nettet i udlandet.

  3. Lasse
    30. Dec 2008 13:22
    3

    Så vidt jeg ved er VISA et debitkort, dvs pengene bliver trukket på kontoen når man betaler noget. Kreditkort som MC fungerer vist på en anden måde, som mere minder om et lån. Og VISA (eller MC) er jo som sagt nødvendigt ved nethandel i udlandet.

    Men at Dankort nærmest er ved at være en nødvendighed i Danmark på linie med en internetforbindelse, hvis man skal kunne føre en "normal" tilværelse, er der vist ingen tvivl om. Min kæreste har heller ikke Dankort, og det medfører bl.a. at hun ikke kan få en internetforbindelse hos Fullrate, som ellers på mange måder er den udbyder jeg tror er bedst og billigst, fordi de altså for nemheds skyld kun accepterer Dankort, hvor der kan laves periodiske træk.

    Det burde ikke være lovligt at udelukke folk på den måde; en anden bekendt stod i Ribers og kunne derfor kun have fastnettelefon og net (dyrt!) fra TDC, fordi de åbenbart stadig har en forsyningsforpligtelse fra monopolets dage.

    Godt nytår Fr. Møller!

    /Lasse

  4. Susan
    30. Dec 2008 17:37
    4

    Lars, Visa kan vaere baade et debet og et kreditkort. Jeg har begge dele. I Danmark fungerer et Visa-dankort som dankort - der ses bort fra Visa"delen". I udlandet fungerer et Visa-dankort som et Visa kreditkort.

    Jeg blev meget overrasket da jeg ikke kunne betale med nogen a mine US Visakort i en butik i Danmark hvor der stod at de tog baade Visakort og Dankort, men de skilte havde de bare fordi de tog Visa-dankort!!!

    Fr. Moeller - selvfoelgelig har du brug for Visakortet til at koebe ting paa nettet ... jeg var vist lidt traet i gaar da jeg svarede dig :-)

  5. Zero
    30. Dec 2008 23:27
    5

    Well - i know how you feel.

    Idag har selvsamme bank - dog Søndergade-afd. lige besluttet at skrotte SAMTLIGE BS-aftaler på min budgetkonto - fordi der "ikke var dækning" for de regninger som stod ventende til den 5. januar 2009 og frem. "Mvh. AH"

    Som om det ikke var nok har hun rykket mig ned i Danske Basis+ fra 24/7 Ung

    Virkelig genialt når min løn først kommer i morgen - nu kan jeg så OVENI hatten betale 14,8% i rente for 10.000 lånte kroner fremfor de 8,5% jeg havde før.

    Jeg har lige flyttet BS-aftaler over i Eik Bank, flyttet NEM-konto og så venter jeg på de godkender overtagelse af mit lån - og bevilger et VISA til mig. Nu er grænsen nået hvad angår mit kundeforhold til Danske Bank.

    Godt nytår ;)

  6. Fr. Møller
    31. Dec 2008 02:40
    6

    Jeg ville gerne have nøjedes med et (internationalt) debetkort, men det ønske kan min bank - vistnok Danmarks største - ikke imødekomme. Det handler jo ikke om at bruge penge, jeg ikke har - men om at flytte penge, jeg har, over i en form, så jeg kan anvende dem til de formål, jeg måtte lyste.

    For eksempel bor jeg ti minutter fra en T-Hansen-butik. Min mobiltelefon trænger til nyt batteri - det er dyrere, hvis jeg cykler hen og køber det, end hvis jeg bestiller det online. Det er tumpet, men sådan er det!

    - Zero - det lyder, som om du udover din "nemkonto" har en budgetkonto? Dervar engang, hvor det var en god ide. Det er det ikke længere - for en sådan må ikke længere gå i minus - heller ikke for egen rente og regning. Så med mindre man har demensproblemer - ud med lortet. De betalingsaftaler, der kan betale sig, kan bare knyttes til ens lønkonto - det kan banken ikke blande sig i!

    Åhjo, hvis nogen har brug for et grundkursus i økonomi for fattigrøve...

  7. Zero
    31. Dec 2008 05:25
    7

    Yes, jeg har 2 konti - en til udgifter (budget) og så min "lønkonto" (aka. NemKonto).

    Netop min budgetkonto har jeg haft siden jeg rykkede ud - fordi man jo som ung gerne vil have en konto til udgifter, men som du selv siger, så er det ikke længere nogen "god" idé. Nu er den dog ikke i minus og har ej heller været det i de år jeg har haft den - men det giver dog en masse rod at trække penge fra 1 konto til en anden end blot at lade det hele køre over en samlet hvori BS-aftaler også indgår på lige fod med løn.

  8. Alice M
    31. Dec 2008 10:51
    8

    Åh, det lyder altså for underligt at der er så meget forskel på afdeling til afdeling i DK's største bank.

    Det med at BS aftaler er skrottet på budgetten virker mærkeligt - det er aldrig sket her selvom der troligt hver måned overføres penge. Den går så heller aldrig i minus her.

    Visa kort til online køb - kan man ikk bruge visa-electron til online køb? Det burde de da gå med til også. Jeg undrer mig stadig over at de vil give dig et mastercard, når nu de andre kort ikke dur.

    Som kunde i DK's største bank er jeg nu godt tilfreds - jeg har aldrig oplevet noget bøvl med dem, men det skyldes vel sagtens at jeg aldrig går i minus, selvom jeg vidst pt har 5 konti hos dem som jeg flytter penge rundt på ;)

  9. unsent
    31. Dec 2008 18:45
    9

    Altså....ikke for at blande mig eller noget, men du kan godt bruge et Mastercard til at købe online i udlandet - jeg bruger da mit til det på fx Amazon og Book Depository uden problemer. Jeg har også Danske Bank og det er altså en underlig butik - på trods af et OVERSKUD hver måned på mindst 5.000 på min lønkonto vil de heller ikke give mig et VISA/Dankort - fordi jeg har en del udgifter først på måneden...øhm, ja, har de fleste ikke det? Husleje, telefonregning, m.m. Jeg har haft VISA/Dankort før, men efter min pung blev stjålet har de ikke ønsket at give mig det igen - som om det er min fejl, at min pung blev stjålet? Det er det selvfølgelig til en vis grad, jeg kunne jo bare stoppe kort, kontanter etc. ned i bh'en og så rende derudaf, men jeg har ikke lyst til at blive sigtet for blufærdighedskrænkelse hver gang jeg skal have fat i nogle penge.
    Med andre ord: du er ikke den eneste der får en sær behandling fra Danske Bank - bemærk: sær behandling - ikke særbehandling!

  10. Lasse
    1. Jan 2009 15:42
    10

    Susan,

    Sakset fra pbs.dk:
    " Dankort & Visa/Dankort

    Pengeinstitutterne udsteder Dankort & Visa/Dankort. Kortet er et debetkort. Visa/Dankortet fungerer som Dankort i Danmark. Ved brug i udlandet (både fysisk og på internettet) bruges Visa-delen. Ved udenlandsk forbrug er der begrænsede forbrugsmuligheder: 20.000,- DKK. i alt forbrug på løbende 30 dage. 2000,- DKK. i kontanter pr. løbende danske døgn. "


    At VISA også tilbyder kreditkort, og at VISA Electron også er et debetkort, ændrer ikke på at VISA delen af et Visa/Dankort er et debetkort. Jeg beklager at jeg ikke gjorde det klart at det var Visa/Dankort jeg talte om. Jeg vil på ingen måde påberåbe mig nogen form for ekspertise, men det jeg har fundet om emnet på nettet ser i hvert fald ud til at bekræfte min forståelse.

    (Jeg formoder det var mig din kommentar var rettet til, selv om jeg altså faktisk hedder Lasse.)

    /Lasse

  11. Susan
    1. Jan 2009 20:03
    11

    UNDSKYLD Lasse, det var dig jeg mente.

    Tak for opklaringen. Jeg er nok bare lidt forvirret over Visa delen paa et Visa/dankort fordi naar man bruger det her i USA bliver man spurgt om det er debet eller kredit og jeg har altid sagt kredit fordi det troede jeg det var og det har fungeret fint og maskinerne (altsaa de maskiner hvor man koerer kortet igennem) har ogsaa opfattet det som kredit fordi de har bedt om underskrift i stedet for pin-kode.
    Naar jeg bruger mit debetkort, bliver jeg automatisk bedt om pin-kode og naar jeg bruger mit kreditkort bliver jeg automatisk bedt om underskrift, det finder maskinen helt selv ud af. Men maaske er det bare her i USA og anderledes i andre lande, det er faktisk meget sandsynligt.

    Fr. Moeller - mange ting er meget billigere (og ikke mindst nemmere) at koebe paa nettet og faa tilsendt, jeg haaber du snart faar dit Mastercard saa livet kan blive nemmere for dig :-)

  12. Fru K
    2. Jan 2009 00:28
    12

    Ak ja... og nu har vor landefader bebudet en redningsaktion til de stakkels banker, som klarer sig rigtig godt, ikke de andre, så vi kan forbruge os ud af "krisen".....

    Er der noget, jeg ikke forstår ?

  13. Fr. Møller
    2. Jan 2009 00:40
    13

    Så er vi i det mindste to, Ann-Charlotte. Jeg var i øvrigt ved at brække mig, da jeg hørte HKH i sin nytårstale sige, at vi sørme skal være mere taknemmelige for de usle ydelser, vi har ret til. Jeg glæder mig meget til fremover at høre damen takke for sin apanage, hver gang nogen rækker hende en mikrofon!

  14. Fr. Møller
    2. Jan 2009 02:32
    14

    Alice - i "gamle dage" var fordelen ved en budgetkonto, at den gik i minus sommetider - for kundens regning. Da min eksmand og jeg havde hus sammen, skulle vi af med over 30K hvert år i marts - så meget tjente vi sgu ikke engang til sammen. Men kontoen lagde ud - for der var måneder uden store, faste udgifter. Det eneste, der var interessant, var, om den på årsbasis hang sammen - altså om vi havde råd til at bo i vores hus. Det havde vi - men vi fik jo ikke pludselig dobbelt løn i én måned - og det var det, en budgetkonto dengang var gearet til At man hver måned indbetalte 1/12 af sine faste udgifter.

    Bankerne tror, de ejer deres kunder. Morgen, middag og aften bliver vi advaret om at holde øje med ÅOP. Da min moder i 2005 ville flytte til Horsens, ville det koste ca. 20.000 - alt iberegnet. Der stod 12 i rent overskud på hendes budgetkonto - men tro da ikke, den skide bank - AL - ville låne hende 8! Hun endte med at måtte tage et alt for dyrt - ÅOP - "kviklån"!

    Jeg giver ikke fem potter pis for danske banker! Jeg ville have været glad for "Visa elektron" - men Danmarks største bank udbyder ikke produktet!

  15. Medborger
    2. Jan 2009 11:36
    15

    Mon det er BANKEN der er mærkelig?

    Den med at gribe i egen barm er åbenbart utænkeligt, og der er måske ikke meget at få fat i?

    Som skatteyder med lønarbejde tro man ikke sine egne øjne her på sitet, hvor kravene vælter frem, og hvor alle tror, at alle instanser skal fungere som bistands- eller lånekontor.

    Hvis alle var som her, hvor fanden ville I så få overførselsindkomsten fra?!

  16. Fr. Møller
    2. Jan 2009 14:31
    16

    Øh, "Medborger" - hvis du læste, hvad jeg rent faktisk skrev, handler det ikke om, at jeg skal ud og låne en øre - men om at virkeligheden er, at det i stadig flere situationer ikke lader sig gøre at bruge kontanter, men at der desværre skal et plastikkort til!

    Og så vil jeg da lige høfligt minde dig om, at også vi på overførselsindkomst sørendanseme da betaler skat - forholdsvis nøjagtig lige så meget som alle andre. Bare lige inden du kommer for godt i gang på andre menneskers bekostning.

  17. cirkusprinsesse
    2. Jan 2009 15:43
    17

    Var det ikke nemmere at skifte til en mere samarbejdsvillig bank?

    De scenarier som flere her fortæller om har jeg aldrig oplevet i min lokal bank - min budgetkonto må gerne gå i minus og jeg må have visa til trods for jeg (sikkert) har mindre indtægt end en pension som din Valkyrie.

  18. Fr. Møller
    2. Jan 2009 15:52
    18

    Jo, det var det måske. Men nu er jeg ikke nogen særlig attraktiv bankkunde - banken tjener ikke noget på mig. Jeg skylder dem nemlig ikke noget, og jeg ordner selv mine ting via netbank. Jeg skal bare bruge en lønkonto - efterhånden desværre med et eller andet plastikkort tilknyttet.

    Og så har jeg i øvrigt den bank, jeg har, fordi den ligger tættest på. Der er så mange konsekvenser af et liv med alvorlig panikangst.

  19. Fru K
    2. Jan 2009 18:39
    19

    for den kære "medborger"... vel at mærke...

  20. Jan
    3. Jan 2009 14:59
    20

    Som mangeårig kunde i Danske Bank, fra dengang den hed Handelsbanken, som min kone arbejdede for i 29 år, har vi haft vore konti dér. Personlige venner af min kone (og mig) og godt behandlet af de andre ansatte i vores lokalafdeling, har vi / jeg aldrig haft grund til at være utilfreds..... før NU!

    Vi oprettede en Budgetkonto da det blev muligt og ja, den gik i + den ene måned og i - den næste.... og det hele udlignede sig den sidste dag i året. Alt der ikke var tilmeldt BS (PBS), blev betalt over NEMkontoen via netbank og alt kørte upåklageligt, med de få kroner i renter det koste om året.

    Så dummede jeg mig gevaldigt, ved budgetopdateringen i januar 2008.
    Jeg glemte at der var noget der hed at det var a'contobeløb der betaltes til DONG for gas og at der kom en reguleret regning til betaling i oktober!
    Savner også min kone på dét punkt!
    De 3400 kr. det drejede sig om, var der ikke helt dækning for, så banken valgte at slette betalingen for decembers el-regning!
    Det er jo herligt, at man risikerer at få lukket for strømmen på et tidspunkt, når ALT, incl. gasfyret skal bruge el.....!

    Panik:
    Skrive til min bankrådgiver..... der ikke mere var i min bankafdeling!
    Ringe til afdelingen over hovedkontoret og få at vide, at "sådan nogen havde man ikke mere"!

    Hvad så?
    Jeg måtte få en ordning med banken! -troede s'gu at jeg havde en sådan, men i dag hvor jeg kun har folkepensionen, er der sgutte meget at "ordne med"!
    Fik med mange falbelader og skrivelser, tildelt et midlertidigt (vist over et år?) overtræk der kunne dække det ind jeg havde overtrukket, både på "budgetkontoen", men også på lønkontoen, som banken selv overførte penge fra til budgetkontoen!!

    Omkostninger? Thjae... Overtrækket til dækning var 800 kr. højere end det jeg havde brug for... og det var bankens fortjeneste for at give mig det.
    Samtidig er det regnet ind med minusrenter på kontoen, for det de tager sig betalt for, som de jo selvfølgelig skal.... og så siger man der er bankkrise?
    14.8% p.a. er s'gu en ganske god fortjeneste, på alle os der ikke har råd, men betaler ;-)

    Nu er det jo i bund og grund min egen skyld at jeg havnede dér i dyndet. men det er fandemene forstemmende at skulle igennem hele svikmøllen med ansøgninger, når jeg i de forløbne år har overført penge (da jeg havde dem) til budgetkontoen, for at være lige med og dermed ikke skulle betale renter på den. Der var sgutte noget skriv til mig om at en budgetkonto ikke måtte være i overtræk mere, end det tilladte... der vist stadig er tilladt...?
    Alt er betalt -og jeg har stadig mit Visa/Dankort, som jeg har haft i mange år. ;-)

    Lige en advarsel:
    Et MasterCard er et KREDITKORT, hvor der trækkes et månedligt beløb og godt kan stå noget tilbage på, der så OGSÅ forrentes!.
    Der var en artikel på enten EBs eller Politikens netavis, engang før jul. Bankernes ansatte får "point" for at sælge det ski' kort! Prøv at søg artiklen på netaviserne. Det er ret grov læsning.

    Godt Nytår Fr. Møller.

  21. Susan
    4. Jan 2009 03:05
    21

    Hvis man bare betaler sit kreditkort helt ud hver maaned, eller maaske endda et par gange om maaneden, og ikke bruger det til at haeve kontanter med, saa koster det vist ingen renter - det goer det ikke for os i hvert fald - men det er jo ogsaa et andet land.

    Fr. Moeller, jeg kan kun opfordre til at laese det med smaat grundigt, men tror nu egentlig ikke du har brug for den opfordring ;-)

  22. Fr. Møller
    4. Jan 2009 06:05
    22

    Jeg skal jo slet ikke bruge noget "kreditkort" - jeg skal bare bruge et kort, der kan hæve mine egne penge fra min egen bankkonto , når jeg for eksempel skal købe en togbillet, og DSBs skide automat ikke vil tage mønter :-). Så der bliver ikke tale om at betale noget som helst ud. Eller - de gør der jo nok alligevel - for gudbedredet om ikke den kontoform, min bank, der ikke tør betro mig et visa-/dankort, nu har tilbudt mig, har en implicit kassekredit!

    Bare rolig, Susan - de skal jeg nok få mingeleret mig bedst muligt ud af via min netbank - er ikke pensioneret bogholderinde helt for ingenting.

    Jan - det må sgu have været en noget absurd oplevelse at erfare, at man ikke længere bruger bankrådgivere - I havde vel et lidt mere personligt forhold til den bank, fordi det også var din kones arbejdsplads gennem så mange år. Det giver jo en loyaltitet, man i vore dage desværre stadig oftere kan stikke skråt op!

    Kort efter, at DanskeBank for et par år siden afviste en elgregning, fordi der manglede en femmer på min konto, fik jeg ellers et brev om, at jeg havde fået ny bankrådgiver! Jeg ringede fluks til damen for at høre, hvad hun kunne hjælpe mig med - hun kunne ikke lide at blive konfronteret med, hvad jeg mente om bankens serviceniveau!

    - Skulle du en anden gang komme til at lave en tilsvarende brøler, Jan - er det min erfaring, at det bedre kan betale sig at gå direkte til kreditor og tilbyde en afdragsordning! Da banken afviste min elregning, slap jeg med to gange 100 kroner i gebyr til det daværende EnergiHorsens for at få regningen delt i to lige store portioner, som jeg sagtens kunne klare. Havde jeg ikke haft min skide panikangst, var jeg bare gået hen i banken og havde sat den elendige femmer ind - jeg havde jo penge nok i min tegnebog.

    Her i "overgangen" mellem kontanthjælp og pension fik jeg også hævet for mange kontanter; var forberedt på, at banken så ville afvise min elregning. Men nej! Og ja, godt nytår - nu har vi vist snart kendt hinanden i - 12 år *G*.

  23. Frej
    13. Mar 2009 08:11
    23

    Hej,


    Jeg ved nok at jeg er noget sent ude her, men kan fornemme at jeg (bare pga det) ikke har noget stort behov for at komme til danmark forlobig.

    Mastercard Direct er et form for VISA Electron kort, som betyder at der skal vare daekning for belobet for pengene kan traekkes .... etc..

    Anyway, til jer som har en hovedpine med bank: www.wirecardbank.com/wirecard kan saelge det famose kort for ...20 euro (er det ikke ca 100 kr?), og du kan saa overfore pengene fra din netbank til det kort, ... og bruge det som det var i Danmark.

    Der er fordele med IBAN og SEPA (siger ham som bor i belgien og faar udbetalt sin loen til en tysk bank).....


    :)

    Frej

  24. Fr. Møller hendeselv
    15. Mar 2009 15:02
    24

    Hej Frej - det er sørme længe siden. Belgien nu - jamen hvorfor ikke ;-).

  25. Nanna Ringgaard
    20. Sep 2009 19:53
    25

    Hey.
    Det der Wirecard fra Tyskland.
    Dvs. hvis man overfører sin løn til den konto i Tyskland, kan man bruge kortet i DANMARK ???
    Er det noget ligesom en Visa ???

    Hilsner
    nanna

  26. Fr. Møller hendeselv
    21. Sep 2009 00:45
    26

    Nanna, det har jeg ingen anelse om. Prøv at spørge i din bank.

Tags

Arkiv

Relaterede