Smartlog v3 » Fr. Møllers hverdag » Mer' koldingensisk sagsmishandling
Opret egen blog | Næste blog »

Fr. Møllers hverdag

Stort og småt - mest småt - fra et mindre, kedeligt liv i en mellemstor, jysk by

Mer' koldingensisk sagsmishandling

20. Jan 2009 02:26, valkyrien.dk

Der er sgutte noget at sige til, at jeg taber håret med rekordfart. Hvis jeg ikke havde været stresset i forvejen, var jeg blevet det, da jeg for et års tid siden stiftede bekendtskab med koldingensisk sagsmishandling!

Hvor vi lige troede, tre måneders kamp for retten til særlig støtte efter §34 var slut - skal den åbenbart til at begynde helt forfra. Lørdag var der nemlig brev fra løvens økonomiske sagsmishandler, der nu vil have minutiøs dokumentation for alt med tilbagevirkende kraft for den periode, løven grundet misinformation er berettiget til støtte med tilbagevirkende kraft.

Det kan man da på sin vis godt forstå. Hvis det ikke lige var, fordi manden trods alt har fået boligsikring (ca. 500 kroner om måneden) i hele samme periode. Og den har han kun kunnet få, fordi kommunen hele vejen igennem har haft dokumentation for hans boligudgifter. Men det overstiger åbenbart sagsbehandlerens evner - i disse "enhedsforvaltningstider" - at rekvirere disse oplysninger hos boligstøtteafdelingen. Jeg har nu - høfligt - anmodet hende om at gøre det!

Hun vil have årsopgørelser med tre års tilbagevirkende kraft for varme, el, vand og antennebidrag. Øeh nej, Sanne - nu ta´r du lige en slapper! Særlig støtte i henhold til §34 i "Lov om aktiv socialpolitik" tager udgangspunkt i den løbende, "faktiske boligudgift". Det er ikke modtagerens ansvar, at en del af denne er á contobetalt. Men det er vedkommendes eget ansvar at holde sine udgifter indenfor á conto-rammen - der er ingen ekstrahjælp at hente, hvis der kommer en efterregning. Af samme grund kan kommunen heller ikke sige "haps!", hvis vi f.eks. har haft en mild vinter, så der kommer lidt retur på varmekontoen. For kommunen kan ikke forudse næste års udgifter. Det er bare ens eget ansvar, om det balancerer. Selvfølgelig med forbehold for "formuegrænsen" på 10.000. Og allerede her er vi i hypoteseland, for ingen vil få støtte til udgifter, der kan generere så høje marginaler - det sørger "kontanthjælpsloftet" jo for!

Nåmmen, hvis vi ikke lige fremskaffer al denne (delvist unødige) dokumentation inden den 30. ds., vil sagen blive behandlet "på det foreliggende grundlag". Det er da muligvis slet ikke tosset. Men tro da endelig ikke, der ved samme, oplagte lejlighed blev oplyst, hvad dette grundlag i påkommende tilfælde konkret vil være!

Jeg har nu - i henhold til §§11 og 11b i "Lov om retssikkerhed og administration" på løvens vegne givet Sanne vor fulde velsignelse til at indhente de oplysninger, hun måtte mangle. Hvis vi kan nå det på 13 dage, må hun da især kunne. Man kommer som regel lidt hurtigere igennem med hendes titel end med vores...

- Sender fandeme Kolding kommune en frisørregning - alternativt en ansøgning om en paryk!


 

 

Kommentarer

  1. Ann
    20. Jan 2009 08:22
    1

    Det da utroligt de bliver ved og ved, hmm håber stadig du har dit lange fine hår omend det er blevet tyndere med tiden:-(

  2. Anna
    20. Jan 2009 19:51
    2

    Er det ikke almindelig brugt i det jyske at gemme al dokumentation på bolig/skat og lign. 3-5 år tilbage?

  3. Fr.Møller
    21. Jan 2009 01:05
    3

    Jeg skal ikke kunne sige det, Anna - jeg er tilflytter :-). Spøg til side - sagen er, at kommunen allerede har den relevante dokumentation.

  4. Mrxfromcph
    21. Jan 2009 10:13
    4

    Du godeste, det stopper aldrig. Jeg synes personligt det er tankevækkende at man som du er nødt til at kende alle love og paragraffer for at få en nogenlunde fair behandling i sidste ende.

    Jeg ved bedre, men er det ikke hensigten at socialrådgivere skal være bindeleddet mellem borgere og samfund. At de uvildigt skal tolke både for og i mod borgeren.. Sådan er det vist ikke, det er nærmere en kontrollant fremfor en rådgiver som jeg forstår det. Hmmm

  5. Fru K
    21. Jan 2009 11:47
    5

    Du ved.. den der banderemse.. af ham Olsen.. Andet kan jeg sgu ikke sige til det...

  6. Fru K
    21. Jan 2009 14:00
    6

    jo.. læs Lotte Schlosshaurs indlæg om sygemeldte og sagsbehandling.. det er simpelthen guf.. linket er på min blog..

  7. Mrxfromcph
    21. Jan 2009 18:53
    7

    @Fru K.. Har læst hendes indlæg, det er knald godt. :) Det virker utroligt genkendeligt, en socialrådgiver var også den som raskmeldte mig.. Lidt underligt at en ikke faguddannet person vurderer min sygdom.. Men sådan er det i dagens danmark tilsyneladende.. Der er endnu ikke nogen som har spurgt mig "har du det godt", nej det handler om antallet af uger og en masse bureaukrati.. Tør slet ikke tænke på når alle skal igennem kommunen for den slags, det ender jo helt galt.

Tags

Arkiv

Relaterede