Smartlog v3 » Fr. Møllers hverdag » Hvis tålmodighed er en dyd
Opret egen blog | Næste blog »

Fr. Møllers hverdag

Stort og småt - mest småt - fra et mindre, kedeligt liv i en mellemstor, jysk by

Hvis tålmodighed er en dyd

7. Nov 2007 11:50, valkyrien.dk

Burde der sgu snart gro vinger ud på ryggen af mig! 

1. oktober 2005 gik det helt galt. Med mig og panikangsten. Selv om det fra et teknologisk perspektiv var interesant at se en hjerteambulance indefra, var det ærlig talt en oplevelse, jeg helst havde været foruden.

Efterfølgende måtte jeg vente godt et år på at få noget lægehjælp. Min panikangst er desværre atypisk, og jeg har haft meget svært ved at tåle div. medicin. Psykiaterens vurdering er klar - jeg kommer ikke til at magte et job igen. En vurdering, der understøttes af psykologen på det lokale revalideringscenter. Min "arbejdsevne" er sådan set intakt, jeg er jo for pokker hverken hjerneskadet eller på anden måde handicappet. Heldigvis da. Men selv de mest omfattende "skånehensyn" kan ikke kompensere for det faktum, at jeg har været for stresset for længe til at fungere under nogen som helst form for pres - jeg går fuldkommen i baglås og skal slås mod depressiviteten.

Aftaler er noget, jeg efterhånden slet ikke kan med. Jeg er blevet så bange for ikke at kunne gennemføre, at jeg overhovedet ikke kan sove aftenen før. Når jeg efterhånden er nødt til at bede om at få lægetider m.m. "over middag", er det ikke, som visse læsere her ynder at tro, fordi jeg ligger og snuer hele dagen. Tvært imod er jeg som oftest oppe mellem fem og syv. Den medicin, jeg dog har kunnet tåle, virker dårligere og dårligere. Det har jeg hele tiden vidst kunne ske, og derfor har jeg omhyggeligt holdt så meget igen med den som muligt. Faktum er, at jeg ikke kan beregne, hvor lang tid, der går, inden den virker. Eller om den virker. Jeg er også mødt til at tage forbehold for, at "første portion" måske simpelthen kommer op igen sammen med kaffen. Det sker desværre jævnligt, fordi jeg er så forbandet anspændt.

Gennem de seneste to år er det faktisk bare blevet værre og værre. I 2005 havde jeg siger og skriver to rigtig gode dage - i 2006 ingen. I år har der foreløbig heller ingen været. Men med lidt held kan det nås endnu - ingen grund til at være pessimist jo.

Jeg oplever faktisk ikke at være "deprimeret", selv om jeg udfra en klinisk vurdering velsagtens er det. Jeg har bare haft det "sådan" så længe, at det er blevet hverdagen. Jeg kan godt huske, der var engang, hvor jeg kunne grine, glæde mig, føle andet end uro og dyb bekymring for fremtiden. Jeg tror på, det kan blive sådan igen. Det skal blive sådan igen.

Men det vil kræve, at der kommer en "afklaring" på situationen. For som det er, er jeg stadig "aktiverngsberettiget og ikke mindst -pligtig". Jeg vil også gerne - jeg kan bare ikke, for jeg går langsomt i stykker indefra. Det foreligger der efterhånden ikke mindre end to fagpersoners dokumentation for.

Men tro nu ikke, at det betyder, man får fingeren ud på Horsens Kommune. Der er tilsyneladende overhovedet ingen respekt for, at jeg har det, som jeg har - på grund af stress. Ikke skyggen af forståelse for, at det stresser mig mere og mere, at den ene dag får lov at tage den anden, uden at "afklaringen" nærmer sig.

Jeg er fløjtende ligeglad med, om den afklaring økonomisk kommer til at hedde livslang kontanthjælp. pension eller måske noget helt tredje. Uanset, hvad det bliver kaldt, ved jeg, jeg kommer til at hutle mig igennem økonomisk resten af mit liv. Det er OK. Det bliver det jo nødt til at være. Jeg er egentlig nøjsom - giv mig gode, intelligente og hjertevarme mennesker i mit liv, råd til at holde hund, en lejlighed at bo i - råd til sund mad, gode bøger og en flaske rødvin i ny og næ. Så er jeg da skideligeglad med, om naboen har fået ny bil eller "samtalebadeværelse" - jeg bader så udmærket i mit. Gider alligevel ikke snakke, når jeg er på das.

Jeg har slugt kolossale kameler allerede. Prøver stadig at fordøje den, der hedder "smadret helbred". Alligevel er det åbenbart - igen - mig, der skal tage ansvaret for "sagsopfølgningen".

Det kan jeg ikke!

 

 

 

Kommentarer

  1. Lenore
    7. Nov 2007 13:40
    1

    Det lyder godt nok ikke let. Selvom du samtidig lader til at have en stor evne til at "klare dig". Er der ingen mulighed for forbedring igennem terapi? Mht. kommunen har du ret til en bisidder. Måske er der en fra din tidl. fagforening eller fra nogle af de frivillige organisationer, der kan hjælpe dig med din sag i kommunen..?

    Men det er selvfølgeligt ikke let, hvis aftaler er uoverskuelige.. ville bare lige sende en tanke. :)

  2. Fr. Møller
    7. Nov 2007 14:10
    2

    Tidligere fagforening? *Hul latter på Bjerregade*. Da jeg blev syg, besluttede dæ kækt og uden, at det på nogen måde blev afprøvet nærmere, at min "rådighed" var for tvivlsom tii, at jeg kunne få understøttelse efter 52 uger på sygedagpenge. Åhjo, jeg ankede hele vejen op gennem systemet, selv om jeg næsten ikke orkede det. Jeg kunne have sparet mig.

    Det er ikke terapi, jeg trænger til - det er ro og afklaring. Jeg har undervejs været udsat for så horribel og ikke mindst mangelfuld "sagsbehandling", at hvis jeg fortalte om det, ville de fleste tro, det var løgn. Det er det ikke.

    Jeg har tigget og bedt om lov til at komme videre, mens jeg magtede. Det var som at slå i en dyne og tale til en dør. Det tror jeg desværre ikke alverdens bisiddere kan lave om på. Det kan også være ligemeget nu - jeg orker nemlig ikke mere.

  3. codegirl.dk
    7. Nov 2007 17:52
    3

    Du kan få behandling hos en psykiater helt gratis. Der er kun psykologer man skal betale for. Det eneste problem er at mange af dem har lange ventetider, men man kan jo skrive sig på listen og man skal hare have en henvisning fra egen læge, kommunen behøver ikke at blive blandet ind i det. Det ved du sikkert godt, men jeg ville bare lige sige det.

    Når medicin ikke virker, har du så overvejet elektrochock? Der er nogen der får det bedre af det, og det er ikke så dramatisk som det lyder. Ellers ville jeg bare begynde at eksperimentere med medicin (i samråd med en psykiater) og prøve at finde en cocktail der virker. Og tage alt det nye der kommer på markedet. Nogen af dem som vænner sig til SSRI'er kan skifte mellem mærker og på den måde holde sig oppe. Det drejer sig om at få det bedre, og så totalt ignorere folks fordomme om at tage psykofarmaka.

  4. Fr. Møller
    7. Nov 2007 18:07
    4

    codegirl, jeg ventede godt et år på at komme til hos en psykiater. Vore veje skiltes for nylig - i bedste forståelse. Han kunne nemlig ikke gøre mere for mig. Undervejs er der blevet eksperimenteret så meget med medicin, at det stadig kan mærkes på økonomien. Det lader desværre til, at jeg notorisk kun får bivirkningerne og ikke de positive effekter. SSRI gør mig til suicidal zombie på under fjorten dage. Been there, done that - threw out the T-shirt :-).

    Undervejs har vi snakket hele spektret igennem - inkl chokterapi. Jeg ved nemlig godt, det ikke længere er nær så vildt som førhen. Til gengæld er chancen for positiv effekt lille i forhold til de risici, der er. Man ved reelt ikke, hvorfor det sommetider virker godt. (Det gør sig i øvrigt også gældende for mange af de "nye" psykofarmaka). Risikoen for varige, følelsesmæssige skader er simpelthen for stor - nu snakker vi chokterapi igen - i forhold til hvor lille sandsynligheden for positiv effekt er.

    Jeg har vist efterhånden prøvet det meste. Nu skal jeg så bare lige have taget de kilo på, der røg, da jeg brækkede mig i døgndrift af medicin.

    Hvis der skulle være nogle fattigrøve derude, der mangler lidt præparater, så skriv. Jeg har et lager, der kunne slå et par Shetlandsponyer ihjel. Eneste betingelse for, at jeg glad og gerne forærer skidtet væk, er, at I i forvejen har recept på tilsvarende og bare gerne vil spare pengene.

  5. codegirl.dk
    7. Nov 2007 18:55
    5

    @Fr. Møller: jeg er ikke klar over de store risici ved chock-terapi, jeg er nemlig så heldig at have et godt forhold til mine SSRI'er. Og jeg tænkte nok du havde været hele møllen igennem, men nogen har jo ikke og det er ikke altid man får de rigtige oplysninger fra egen læge/tilfældigt sundhedspersonale. F.eks. har jeg hørt om mange der bliver sendt til psykolog selvom de har et reelt medicinsk problem (depression, f.eks.).

    Jeg håber der kommer noget ro om din situation, om det så hedder varig førtidspension eller noget andet stabilt. Så vil problemet ihvertfald ikke blive værre. Noget af det systemet i Danmark er ekstremt dårlig til er at give folk fred et stykke tid, simpelthen lade dem få ro og så tage sagen op igen senere. Jeg ved godt at det er politisk svært "bare" at give folk penge og så ikke gøre noget , men det er nogen gange det der er behov for, ligesom der andre gange er brug for at folk får et spark for at komme igang.

  6. Fr. Møller
    7. Nov 2007 19:22
    6

    Det glæder mig, at du har glæde af SSRI'erne. Det kender jeg flere, der har - jeg bliver desværre "gak" af dem.

    Jeg er så heldig at have en skidegod praktiserende læge, der ved, hvad hun gør. Herunder ikke mindst at erkende sin begrænsning og lade være at ordinere medicin, hvis virkninger, hun, da hun netop ikke er speciallæge, helt ærligt og enkelt ikke ved nok om.

    Dine "systembetragtninger" er jeg helt enig i. Da verden væltede, fik jeg, fordi jeg er mig og pissestædig - god hjælp til slet og ret - at overleve. Især mentalt. Nede i Vejle bor der en kvinde, der hedder Else Artke og dengang var krisepsykolog på Horsens Sygehus.

    Tja. Men nu skal jeg så bare overføre en masse penge til ham der Linden, så bliver alting jo perfekt. Det er sgu lidt ærgerligt, at det perfekte liv ikke er for sådan nogen som mig. Jeg er nemlig røget i RKI, så jeg har ikke noget Visakort. Så jeg kan ikke handle hos Linden - ergo kan jeg ikke blive lykkelig. Jeg kan godt se det - det er udelukkende min egen fejl det hele *G*.

Tags

Arkiv

Relaterede