Fr. Møllers hverdag

... er slet ikke forbi. Således bliver min far, der ellers i en del år har været førtidspensionist (slidgigt og migræne), ved midnatstid mirakuløst helt rask! Det må i hvert fald være, hvad samundet mener, siden han overgår fra den førtidspension, der tog forbehold for omkostningerne ved at være syg, til samme folkepension, som Maersk McKinney og Bitten Clausen også får.

Ikke desto mindre: Hjertelig til lykke med de 67, far :-). Jeg håber, at du i mange år endnu kan passe din 4.000 kvm have - jeg tror nemlig slet ikke, du kan leve uden den...

Her på matriklen er det lidt småt med mirakler for tiden. Dog var jeg sidst på eftermiddagen lige ved at tro, at jeg var i voldsom bedring - havde næsten ikke ondt. Dét holdt, lige til jeg havde gået 2 x 200 m efter dagens avis, så kunne jeg godt mærke, at det nok bare var, fordi jeg havde holdt mig helt i ro det meste af dagen... Men jeg måtte jo lige have weekendens "drama" opklaret. Havde set "ham med kniven" tidligere på dagen - det var nok lige, det største "sæweøje", jeg til dato har set!

Men - kniven var ikke kommet i anvendelse, og efter hvad jeg kunne udlede af Folkebladet, bliver den unge mand vist ikke sigtet for "ulovlig våbenbesiddelse". Hele historien var nemlig temmelig banal, og polisen fik forligt gemytterne - fint! Dog bliver der et par sigtelser for vold og trusler på livet, Én ting er, at de involverede parter røg uklar, men det er dumt, Bøv, meget dumt, også at true en tilfældig forbipasserende. Sådan noget har "pæne mennesker" det - heldigvis da - med ikke bare at acceptere.

Og så er der da også små, positive ting ved at være syg. Således har jeg fået blomster - ganske vist "kun" af moar, men det bliver de absolut ikke mindre smukke af - roser i efterårsgyldne farver. Og så var hun da også lige "kommet til" at købe Michael Jeppesens "Før ørerne falder af" - bogen om forårets valgkamp. Så mente hun godt, hun kunne forsvare at overlade mig til min virus - hun er nemlig taget et par dage til Odense.

Det må jo tage den tid, det tager. Har tid hos lægen på mandag.

...beskriver vist den aktuelle tilstand meget godt. Det gør simpelthen ondt at trække vejret, men alternativet taget i betragtning bør jeg vel ikke beklage mig. Det gør jeg nu alligevel. På den positive front er det holdt med at "trække" helt så meget ud i skulderen. Mit lægeleksikon oplyser ikke videre oplysende, at tilstanden hyppigt går i ro af sig selv. Ja, det er ikke, fordi jeg tvivler på, at jeg vil opdage det, når det kommer så vidt - men - tidshorisonten, kære Lademann's - tidshorisonten?

Tænk sig ligefrem at gå og glæde sig til igen at kunne trække vejret dybt igennem. Man bli'r sgu så nøjsom, ja man gør.

Har siden torsdag haft sindssygt ondt i brystet - trækkende ud i armen.Tager den slags roligt - med diagnosticeret panikangst ved jeg jo godt, at det ikke er, fordi jeg er ved at kradse af af et hjerteanfald.

Men ting kan nu også gøre så ondt, at man - panikangst eller ej - må en tur via lægevagten. Har jeg lige været. Lungehindebetændelse. Ikke slemt nok til antibiotika. Men til gengæld til en kur på Ibuprofen i så høje doser, at det krævede recept. 600 mg. Tre gange i døgnet.

Jeg glæder mig til at kunne sove - uden at vågne, fordi jeg "kommer til" at vende mig om på den forkerte side...

Først-på-eftermiddagen-luftetur med hunden. Ser ud af øjenkrogen en flok unge mennesker, der tilsyneladende er ved at stige ind i en bil. Pludselig ligger to af dem på gaden i voldsomt håndgemæng. En ung pige prøver fortvivlet og forgæves at skille dem ad. Andre forbipasserende griber ind: Hvad foregår der her? Altså kan jeg med god samvittighed blande mig udenom. Jeg går hjem med hunden.

Lidt senere ser jeg den ene af kombattanterne på fortovet overfor - på vej hjem. Selv om jeg ikke kender ham, har jeg selvfølgelig set ham før. Hans kropssprog fortæller, at han nærmere er på vej for at "hente noget". Derfor bliver jeg egentlig ikke overrasket, da han kort efter - igen med meget målbevidst kropssprog - i hurtigt tempo er på vej tilbage til dér, hvor han røg i slagsmål. Foran sig - nærmest i strakt arm - holder han en køkkenkniv med et ca. 25 cm. langt blad.

Jeg er i fuld gang med at prøve at undvære Alopam - havde ingen taget i dag. Det siger vel sig selv, at jeg fik et panikanfald, så jeg næsten ikke kunne SE telefonen, da jeg ikke desto mindre ringede til Horsens Politi. Min krop rystede mindst lige så meget som min stemme, da jeg langt om længe kom igennem: Jeg er bange for, at der er ved at ske noget alvorligt på hjørnet af Fyensgade og Bjerregade - sådan og sådan! Vagthavende kunne heldigvis berolige mig med, at der allerede var en patruljevogn på stedet. Fint - hellere et opkald for meget end ét for lidt.

Jeg strøg ind til moar for at få en smøg og en stiv whisky! Er faldet ned igen. Nu - godt en time senere - holder polisen der stadig. Resten kan jeg nok læse i Folkebladet på mandag...

En god ven gav mig for nylig et link til en "gruppe" på mingler.dk, som beskæftiger sig med panikangst. Jeg kiggede, og ved første blik så den ret fornuftig ud, selv om der ikke rigtig var noget nyt under solen. Sommetider kan det være en "hjælp" i sig selv at opleve, at man ikke er den eneste i Verden, der slås med et problem, flertallet slet ikke aner eksisterer.

Men så kom hun selvfølgelig. Klidmosteren, der lige ville fortælle, at hun havde fået has på sin panikangst ved at holde op med at spise fed mad, lade være at drikke te eller kaffe, undgå krydderier, chokolade - fortsæt selv listen... En anden var blevet rask af at holde op med at spise oksekød...

Jeg er sikker på, rådene er velmente, og hvis de har virket for disse mennesker, er det bare fint. De er bare komplet ubrugelige for "os andre", idet panikangst også findes blandt mennesker, der i forvejen ikke indtager ét eneste af de førnævnte fødemidler. Prøv lige at fortælle en vegetar med alvorlig panikangst, at hun bare skal holde sig fra oksekød ;-).

En af mine gode venner har kroniske smerter i den ene skulder. De er slemme. Så slemme, at han p.t. er sygemeldt - igen. Afventer i skrivende stund svar fra ortopædisk afd. på det lokale sygehus, mens han ryster på hovedet over den "terapeut", der var helt sikker på, at smerterne skyldtes "tilbageholdt vrede". Behøver jeg nævne, at samme terapeut - mod et ikke ubeskedent vederlag - tilbød at fjerne vreden.

Misforstå mig ret. Jeg tror på et eller andet niveau på noget "kosmisk". På en nær sammenhæng mellem krop og psyke. Men derfra og til, at en lidelse, der muligvis er slidgigt, bare skulle være psykosomatisk - er der nu et stort spring.

Jeg er helt sikker på, at et lyst sind er en hjælp i kampen mod en hvilken som helst sygdom. Ved det - er der jo selv! Men jeg får fnidder af dem, der tror, selv kræft holder op med at eksistere, bare vi "tænker positivt". Har sgu oplevet for mange mennesker med totalt,grundlæggende positivt livssyn alligevel bukke under for de ondartede cellers overgreb på de raske. Rend mig!

Faktisk tror jeg, at hele denne "tænk-positivt-bølge" kan være farlig. For hvem kan sige sig fri for sommetider at have været pissesur og negativ? Når man så bliver syg, er det lissom ens egen skyld, fordi man ikke bare kunne lalle afsted som en anden jubelidiot hele vejen igennem? Dét skal nok være opmuntrende i forhold til, hvad man som syg ellers måtte have at slås med...

Mon ikke vi allesammen kender én og anden, der med stolthed i stemmen fortæller, at han har været på samme arbejdsplads i 28 år - uden at have haft en eneste sygedag? Det forventer han anerkendelse for - og han ville have min, dersom han ikke havde været syg i de samme 28 år. Og OK - ret skal være ret - han findes måske. Men de eksponenter for udsagnet, jeg har mødt, er typisk dem, der i stedet for selv at tage det par sygedage, der var nødvendige, tog hovedet under armen og gik på arbejde - hvorved de sørgede for, at deres heroisme i stedet for to sygedage måske kom til at koste virksomheden tyve. Fordi ni andre blev smittet.

Sjovt nok har jeg udelukkende mødt denne slags "hverdagens helte" blandt mænd. Så det undrer mig, hvor alle historierne om mænd, der tror, deres sidste time er kommet, blot de er en smule forkølede, kommer fra. Jeg har sgu aldrig mødt én af slagsen. Tvært imod har jeg nærmest måttet bruge en gummihammer for at forklare visse mænd, at kroppen måtte gå forud for jobbet.

Jeg har aldrig oplevet nogen, der med høj feber var ved sine fulde fem! Er selv et glimrende eksempel. For mange år siden valgte jeg at søge ind på korrespondentstudiet som enkeltfag. Da jeg ikke havde den "nødvendige" adgangsgivende eksamen, skete det i stedet ved en optagelsesprøve. Jeg havde Influenza, men mødte op, løste opgaverne gennem en tåge. Kunne godt se, at det, jeg lavede, var "langt ude". Men min ferberhede hjerne kunne bare ikke gøre det bedre. Hvor jeg normalt holdt 11 i det fag, fik jeg 6 = "bestået". Og det fik jeg faktisk kun, fordi det var min gamle lærer, der var censor - hun var klar over, at noget måtte have været helt galt! - Tak, Karen :-).

OK, jeg burde være blevet hjemme - der var bare det, at så skulle jeg vente et helt år på at prøve igen - derfor...  

Men når det "bare" handler om et almindeligt job, der ikke forsvinder, fordi man passer sit helbred en uges tid, forstår jeg simpelthen ikke disse "hverdagens helte"!

Sidder dybt koncentreret ved computeren, da en ikke overvældende behagelig odeur rammer næseborene. For første gang i over tyve år er det lykkedes mig at brænde en gryderet på! Underligt at det efter foreløbig fem år med det samme komfur åbenbart skal være nødvendigt hver gang at kigge på "knapperne", når der skal skrues op eller ned for noget...

Update: For god ordens skyld brændte jeg lige risene på også. Igen ved at tage fejl af de skide knapper. Ugens hadeobjekt: Kombination af ældre gorenje-komfur og ældre kvinde.

Jeg skulle lige poste et brev. No bigger deal - selv på rigtig dårlige dage kan jeg som regel - før eller siden - klare turen. Som er kort, men kan føles meget lang. Ikke mindst, når det pisregner - det er den rene selvynk...

Doggy kom selvfølgelig med ud i "vejret" - han skal jo ikke have det bedre end mig! Og han hyggede sig - snusede og gjorde ved. Blandt andet uden for den lokale fiske- og vildthandel, som jeg normalt bare går forbi, selv om jeg elsker fisk - det er for dyrt. Men nu stod jeg der, og jeg måbede, da fiskehandleren vinkede og stak mig et stort grin, mens hun rutineret fandt kundernes varer i køledisken...

Jeg fortsatte med mit brev... Gik forbi forretningen - men var blevet for nysgerrig. Tøjrede doggy - gik ind - sig mig, Jane... Som omtrent var den første, jeg mødte her i byen, fordi hun dengang var indehaver af døgnkiosken overfor, og hvor yndlingsdatteren endte med at arbejde i flere år.

Næh. Jane har nu ikke købt en fiskeforretning. Men hun passer den da for tiden for en veninde, der er alvorligt syg. Hvad jeg så ikke lige vidste, er, at hun såmænd har været fiskehandler - kunne nu godt se det på håndelaget *G*.

Det var så også Janes søn, der indtil for nylig ejede den lokale døgner. Solgte den til et sødt vietnamesisk par. Det fik vi jo en lille snak om - herunder respekten for, at indtil videre ene to mand magter at holde åbent atten timer i døgnet. Men som Jane lidt harmdirrende sagde, syntes hun nu godt, de kunne have beholdt M. En utrolig sød ældre dame, der i mere end ti år har haft deltidsjob i den kiosk. Som Jane engang ejede.

Jeg var helt enig - holder meget af M. Og så er det, jeg genvinder troen på menneskeheden, når Jane tilføjer: Dem om det. Min søn har købt en regulær købmandsforretning - og han tog da M med - man smider sgu da ikke guld på gaden.

Så noget gråt guld findes der ;-). Jeg kommer nu til at savne hende henne på hjørnet...

Jeg har beklageligvis ikke selv fundet på overskriften, men tyvstjålet den fra en andens "definition" af min blog. Ved samme lejlighed blev jeg i øvrigt kaldt "syg i hovedet" og ønsket god bedring. Hvis det ikke lige var, fordi jeg - hvor mange har det - rent faktisk har papir på, at jeg er rablende normal, ville jeg have sagt pænt tak. Nu nøjedes jeg med at grine.

Jeg vedkender mig gerne - meget gerne - at det er selvynkende ad H...... til, f.eks.

- at konstatere, at for hver dag, der går som kontanthjælpsmodtager, bliver vejen tilbage til et normalt liv på selvforsørgelse sværere... For for hver dag bliver mine faglige kvalifikationer stedse mere forældede - og jeg har ikke økonomi til at holde dem ved lige. Med et månedligt rådighedsbeløb på ca. 3000,- står der ikke merkonomkurser - eller hvad de nu hedder i vore dage - til 1.500-2.000,- på budgettet. "Systemet" tilbyder badutspringerkurser med indlagt motion - når man er på kontanthjælp er det åbenbart implicit, at man har så lidt selvkontrol, at man pr. definition er overvægtig.

- at have erhvervet sig et helbred, der sætter en masse begrænsninger i hverdagen. Det er klart, at jeg bare finder på de skiftende symptomer for at gøre mig interessant og for at spille offer, så nogen kan få ondt af mig. Faktisk er det bare en dårlig undskyldning for ikke at gide arbejde. Det er sært nok ikke helt sådan, jeg oplever det, når jeg igen-igen må opgive at gå den halve km hen til Kvickly for at købe ind.

- at vide, at AF-systemet ikke fungerer efter hensigten, og at arbejdsmarkedet , fordi det er for lille, primært kun står til rådighed for "jobskiftere". Jeg kan sagtens forstå, at det er sådan - better safe than sorry set fra arbejdsgiverside. Men det er altså selvynk at påpege, at det er virkeligheden. Godtså.

- at jeg bortset fra det har oplevet herligt mange sjove og udfordrende ting i mit foreløbig 43-årige liv. Når jeg indimellem vælger at fortælle om nogle af dem, er det så vist godt nok ikke selvynk - næh - så føøører jeg mig frem, fordi jeg tror, jeg er så allerhelvedes meget dygtigere eller klogere end alle andre! Det på trods af, at jeg for nylig helt frivilligt afslørede, at min IQ er 93...

Hvis jeg ikke var lige præcis mig, ville en spand lort, som den jeg her refererer til, have gjort mig utrolig ked af det! Det gør den på en måde også - men det er så på vegne af en afsender, der åbenbart må have det meget skidt, siden vedkommende i den grad føler for at prøve at jorde en anden...

Kald mig bare distanceblænder - nu hvor Irene har været så sød at opklare, hvad ordet egentlig betyder. Sjovt nok går mange af mine venskaber 25 år eller mere tilbage i tiden - så mon ikke jeg sommetider trods alt har holdt ved nærmere bekendtskab...

Jeg tror faktisk, jeg fortsætter mit selvynkende blogpisseri.

Hedder en sang, jeg holder meget af! Kan det passe, at Bette Middler har indsunget den? P.t. har jeg ikke lyd på puteren - men kan ikke desto mindre *høre* de smukke ord: God is watching us - from a distance...

Jeg gider slet ikke snakke Sandemose, for det er for nemt! Men kors hvor er jeg træt af prædikatet "distanceblænder", når andres virkelighed ikke lige matcher min!

Nej, folks, I kan stoppe jeres forkvaklede Jantelov et vist sted hen - hold jer fra Mors, for der er nu så smukt deroppe mellem himmel og hav!

Mig som distanceblænder? Ja, undskyld, jeg skriver kun indlægget. fordi jeg lige fik den kylet i synet i en mail.... Gik mig en tur med hunden, mens jeg tænkte, at hvis nogen kan føle sig "distanceblændet" af mig, må der godt nok være uhyggeligt lavt til loftet i deres daglige univers...

Det var vist bare, hvad jeg havde på hjerte lige nu. Burde nok gå ned i byen og DISTANCEBLÆNDE nogen... Men i stedet vil jeg nok lave mig en kop kaffe og afvente, at "Ørnen" bliver genudsendt senere på aftenen. Mand, hvor jeg forspilder mine muligheder! Eller gør jeg?

For cirka halvandet år siden startede jeg en weblog på min egen hjemmeside. Som jeg oprindelig lavede, fordi jeg havde noget på hjerte, jeg kunne bruge "nettet" til at få ud. Det tog lang, lang tid, fordi - selv om det selvfølgelig ikke er sværere at lære .html end tysk - og jeg taler glimragende tysk - interesserer hverken tysk eller .html mig en høstblomst.

Durch, für, gegen, ohne, wieder, um. Hvor svært er det lige!

Nå, men så fandt jeg smartlog - og her er jeg med tiden blevet en af Mortens yndlings-hadebrugere, fordi jeg er skidegod til at spørge så dumt, at han bliver nødt til at prøve at tage nørde-brillerne af. Nok har jeg i broderparten af mit arbejdsliv været omgivet af - nørder. Men når jeg benytter en flot gratis-service som smartlog, stiller jeg krav *G*. Således har jeg faktisk - helt utilsigtet - fået en template, jeg er vild med.

Det skrev jeg som bundlinje i et indlæg, der handlede om noget helt andet. Det har foreløbig affødt et halvt hundrede kommentarer - det er sgu da for vildt *G*.

Andre gange lægger jeg drænet hjerteblod i tekster, ikke en kat gider gø ad. Hvis nogen kan gennemskue logikken, vil I så ikke nok forklare den for mig med nemme ord?

Ja, det vil måske komme bag på somme. Men bag fruens pragmatiske ydre fremtoning gemmer sig en romantiker af rang. Hun har altid været mere til virkelighedens end fiktionens verden. Og hun har, omtrent så længe hun kan huske, været dybt fascineret af fortællingen om Elvira Madigan og Sixten Sparre.

Mozarts klaverkoncert nr. 21. 2. sats, andante. Efter Bo Widerberg's film er det stykke musik kendt af alle, der ellers ikke lytter til klassisk musik - simpelthen uløseligt forbundet med Elvira Madigan. Eller Hedvig Jensen, som den unge linedanserinde rettelig hed.

Sytten år blev hun, Elvira. Jeg var atten, da jeg første gang lagde en blomst på graven på Landet kirkegård. Det er sjældent, jeg kommer til Tåsinge, men når jeg gør, er turen på den kirkegår et must for mig.

For mig har den historie været med til at sætte mange ting i perspektiv. Det er smukt at få lov at opleve den store kærlighed. Been there, done that. Men det er grumt kun at få lov at blive sytten år.

Flot flyver fuglen over Nørreskov. Den hører, at ungerne har kaldt. En løjtnant sig selv og sin pige vog - det var to varme hjerteskud, der faldt...

Og nej, det er ikke, fordi musik á la Dræsinebanden normalt er blandt det foretrukne her på matriklen. Men for fanden, hvor er den sang smuk. Og sørgelig. Hvis jeg kunne få lov at lege Vorherre for en dag, ville jeg stille egotripperen Sixten Sparre for retten. For hvad fanden ligner det, bare fordi man selv er en frustreret ægtemand på 36 - at tage en ung kvindes liv på den måde.

Guderne ved, at jeg ælsker mørk chokolade!  Den bedste på markedet er efter min smag Tom's Mørk...

Faktisk synes jeg ikke, den noget dyrere Valhrona når Tom til sokkerholderne. Har lige forsøgt mig med noget Lindt, som er over 90% rent. Det smagte ad H.... til. Nix - mere end 2/3 ægte kakaobønner, så bliver det uspiseligt! Jaja, måske i en Creme Bruleé - men hvem ved sine fulde fem anskaffer en bunsenbrænder for at lave en dessert *G*

Jeg vil tro, at denne myte er opstået i min barndom, hvor der vitterlig var fuld beskæftigelse: Det er kun de, der hverken kan eller vil arbejde, der er tilmeldt AF! Myten trives desværre i bedste velgående...

Nu er der ved at opstå nok en myte: De, der både kan og vil arbejde, er tilmeldt en række vikarbureauer! Bevares, det er vi sikkert mange, der er. Men jeg tror sgu ikke, jeg er den eneste, der ikke har fået en eneste arbejdstime ud af det - for uanset hvor mange vikarbureauer, man opretter, ændrer det ikke ved det faktum, at der ikke er mangel på 43-årige selvlærte bogholderinder med usædvanlig gode sprogkundskaber! Ejheller for kortere perioder.

Jamen, hvorfor tog jeg da ikke bare en uddannelse, når nu jeg er så skideklog? Helt enkelt, fordi jeg aldrig har vidst, hvad jeg ville være, når jeg blev stor! Jeg har aldrig for alvor kunnet se mig selv i ét bestemt job; én bestemt branche! Hertil kommer, at jeg gik ud af realen i 1978 - omkring mig så jeg mennesker, der reelt uddannede sig til - omend velkvalificeret - ledighed. Det skærpede ikke motivationen!

Så jeg endte med at lave det, jeg var god til. Det er jeg stadig. God til det altså, men det gør det jo ikke mere unikt end for tyve år siden, hvor der heller ikke var brug for det. Ti år senere sagde "de", at der var mangel på arbejdskraft. Eller at der i hvert fald ville blive det. Godtså. Jeg forbedrede min teoretiske uddannelse - kun for at erfare, at jeg, når jeg efterfølgende søgte elevpladser, var jeg blevet for gammel. Hm... Da var jeg 31. Nu er jeg 43, og ikke engang de højtbesunge vikarbureauer kan åbenbart bruge mig til noget som helst.

Noget ganske andet er så, at det er jeg måske på en måde glad for. For jeg er slet ikke sikker på, jeg egner mig til at være "moderne daglejer", hvilket de mange "vikarer", der laver alt fra at hugge asfalt op til at agere chefsekretærer, reelt er. Fra mit perspektiv er "vikariaterne" et skred i den forkerte retning.

Her er skurken faktisk, at vi - selv om vi omtrent er det land i Europa, der har ringest "sikkerhed på arbejdsmarkedet" - når vi er arbejdsgivere, næsten skal adoptere de ansatte. Been there done that - knoklet for tre, fordi det var økonomisk mere forsvarligt end at hænge på G-dage m.v. i forhold til en ansat, der måske ikke var råd til at beholde på længere sigt, selv om vi gerne ville...

Da en del af mit job var at få en virksomhed til at ekspandere, og vi trods alt ikke behøvede "headhunte", brugte vi konsekvent AF! Hver gang vi bad om én, fik vi tyve tilbud. På mennesker, der havde de kvalifikationer, der var brug for. Det sværeste var sgu at sige pænt nejtak til de nitten, vi ikke havde råd til.

Jeg bliver så rasende, når jeg møder myten om, at det kun er "rosset", der er tilmeldt AF! For det er vi altså allesammen. De, der også har bil og kørekort, kan være heldige at få "vikariater", som for nogles vedkommende - og hurra for det - fører til fast arbejde. Men vi er stadig alt for mange, der bare ikke er brug for.

P.S. Tak til Morten for den nye template - jeg ælsker den ;-).

Jeg er et meget "ansvarligt" menneske. Om jeg ligefrem er "født sådan", tvivler jeg på. Men de vilkår, der blev mine, gjorde i hvert fald, at det i praksis ikke kunne være anderledes.

Jeg er (var) hende, der bare altid var der! Osse klokken lort om morgenen og i regnvejr. For det meste, fordi det også var noget, jeg selv havde lyst til at være. Men stadig oftere, fordi det var en "rolle", jeg havde fået låst mig selv fast i, og som jeg derfor ikke kan bebrejde andre, at de tog for givet. Det er slut nu!

Mange ting er ad H..... til lige nu. De løser sig. En del uden min mellemkomst, selv om min forbandede ansvarlighed skriger noget andet. Men alt har grænser - jeg har mødt mine.

Besluttede jeg i nat, da jeg lidt halvhjertet - Dan Brown var "sluppet op" og Eco endnu ikke ankommet - genlæste Roseanna. (Sjöwall/Wahlöö. Red.). Lå dér, mageligt puttet i min dundyne, og mærkede en følelse, jeg enten ikke har mærket - eller måske bare fortrængt - meget længe. En slags frihedstrang - nu er det MIG, der gælder i mit liv! Der røg et par "venner" på den konto. Pyt - de var det jo allligevel kun i gensidig indbildning - skællene er faldet fra mine øjne.

Der foreligger det, man kalder en ny situation. Jeg ved godt, jeg ikke helt har overblik over den, fordi jeg tager (en lav dosis) Alopam for tiden. Men JEG har det bedre end meget længe. Har været "ude i samfundet" - ellers ville en pakke, afsender havde ofret porto på, være gået retur - det ville jeg helst ikke være bekendt. Fik også købt lidt ind, selv om benene rystede under mig. Skide være med det, for det gik. Jowjow - jeg har immervæk 400 m hver vej til posthuset ;-). Eller deromkring - det ændrer ikke ved, at jeg er ved at skvatte om på mindre end halvvejen.

Jeg vinder over den panikangst; det ved jeg! Men jeg ved også mere og mere, at for MIG er f.eks. kognitiv terapi for at forstå, at det er angst for angsten ingen hjælp. For det ved jeg sgu allerede så glimrende! Min nylige natlige udflugt til OUH var nok så meget udløst af chok - den slags kan man næppe terapere imod.

JEG kan derimod i videre omfang, end jeg har brudt mig om at erkende - gid Fanden havde min ansvarlighed, faktisk undgå den stress, der gør mig syg.

Så det agter jeg at prøve - I kan rende mig der, hvor jeg er højest, når jeg plukker jordbær ;-). Nu er det mig, det gælder.

P.S. Jeg plukker aldrig jordbær, så I får ikke en chance ;-). Get used to it!

Den seneste tid har været ret - turbulent. Så selvfølgelig skænkede jeg det ikke en tanke evt. at få afbestilt næste måneds bogklub-bog; havde ikke engang orket at undersøge, hvad det var. Så det var med lidt blandede følelser, jeg fredag fik "brevet" overrakt af min navnesøster, der er postbud her i gaden. (Jeg har jo sagt det før - jeg bor i en landsby, så selvfølgelig ved jeg da, hvad postbudet hedder).

Og jaja, det var så ikke lige meningen at bruge 200,- på en bog lige nu. Men når det nu endelig skulle være, var det Umberto Eco's "Dronning Loanas mystiske flamme", så det kunne nok have været meget værre. I hvert fald var jeg i sin tid dybt fascineret af "Rosens navn" - hvorfor skulle den her i grunden være ringere ;-).

Jeg har altid "gang i en bog" og med ganske få undtagelser læser jeg KUN i sengen. Seneste undtagelse var faktisk "Undtagelsen", som jeg knapt kunne slippe, mens jeg rørte i gryderne ;-). Men generelt keder det mig faktisk bare at sidde og læse - hvorimod jeg synes, det er råhygge pakket ind i dynen. Jeg er så privilegeret, at der ikke står noget vækkeur og skriger på mig, så hvis bogen er spændende nok, gør det ikke noget, at der sommetider går timer på den måde - indtil jeg modstræbende lægger bogen fra mig, fordi jeg begynder at "læse" noget helt andet end det, der faktisk står på siderne ;-). Jeg er temmelig omhyggelig med at prøve ikke at tabe den - hunden plejer at sove lige ved siden af min seng, og det lille kræ skulle jo nødig få kraniebrud, når "mor" taber mursten.

Da jeg var gift, var det med en mand med "knibekontakt i ryggen" - forstået på den måde, at han - med mindre vi så lige havde andre planer ;-) - sov i samme sekund han lagde sig ned, og kontakten gik på "off". Det kan jeg godt misunde, men sådan har jeg aldrig fungeret. Heldigvis generede mit læselys ham så heller ikke det fjerneste - men jeg fik forbud mod andet end paperbacks i sengen - han blev nemlig træt af at få dem i hovedet, når jeg faldt i søvn midt i en sætning ;-).

I øvrigt har jeg aldrig forstået de mennesker, der ikke under andre at læse sig i søvn. Jeg mener, hvis de alligevel selv snorksover, kan skæret fra en diskret, velplaceret læselampe over den anden halvdel af den ægteskabelige s'gu da hverken holde dem vågne eller vække dem...

I nogle år boede jeg sammen med en mand, der delte glæden ved senge-læsning. Vi skiftedes vel nærmest til sommetider forsigtigt at tage bogen ud af hånden på den sovende, slukke lyset, for... "Du sover vist allerede, min skat".

Jo, jeg elsker mine bøger. Også selv om indkøbene ikke altid er lige velplanlagte - har smugskimmet lidt i Eco. Om lidt kommer han med i seng - duk dig, doggy ;-).

Hvis jeg går ca. 250 m den ene vej, lander jeg i en "døgnkiosk", der har åbent fra 6.30-22.00. Går jeg 100 m den anden vej, lander jeg i en bagerforretning, der har åbent fra 02.00-18.00. Det vil sige, at der kun er fire timer i døgnet, hvor jeg er afskåret fra forbrugersamfundets lyksaligheder. Og det behøver jeg ikke engang være, for hvis jeg bevæger mig et par km hjemmefra, er der "Shell Select" på Allégade, der simpelthen har døgnåbent.

Imidlertid er jeg ikke nogen god kunde noget at de tre steder - det er for dyrt, når bortses fra smøgerne, som jo - modsat f.eks. på Færøerne - har fast pris. I perioder begrænser mit helbred desværre også andre daglige indkøb til "døgneren" og "bageren", og så er jeg egentlig bare taknemmelig for, at det kan lade sig gøre. At holde overordnet liv i såvel yours truly som doggy på de vilkår.

Nåmen døgnkiosken har så fået ny ejer igen. Det glæder mig på sin vis. Ikke fordi jeg havde det fjerneste imod den 20-årige Martin, der havde den et års tid, men fordi det kun kan glæde mig, at han vil andet/mere med sit liv. Nu har et ungt, vietnamesisk par overtaget den. En smule uvant - trods Horsens' størrelse har vi stort set ingen "perkerkiosker".

Jeg køber jævnligt rødvin i kiosken - stående tilbud er tre for en hund - godt udvalg. Jeg er ikke ønolog, men ved, hvad jeg kan lide, så den har gennem nogen tid stået på chilensk. Som nye ejere vil B og hendes mand naturligt nok gerne imødekomme kundernes ønsker bedst muligt.

Nej... Lige en lille krølle ;-). Udover, at alle mænd vist hedder Nguyen, kan jeg selvfølgelig ikke et kvidder vietnamesisk. Men eftersom min mor får sine ugeblade "lagt til side" i kiosken, og det kan hænde, at jeg henter dem, ved "de" jo, hvad vi hedder. Så gensidig præsentation var relevant: "Jamen, her i Danmark er jeg kommet til bare at hedde B - I kan, hvor gerne I vil, ikke udtale mit navn - jeg er B" ;-).

Nå. Forleden var jeg henne efter tre flasker chilensk. Det var så B's mand, der havde vagten - de to passer biksen alene. Jeg fik min chilenske Merlot, og manden siger så, at han da havde overvejet at tage flere franske vine hjem, men at han personligt syntes, de ofte var sure og opreklamerede i forhold til f.eks. spanske og chilenske.

Jeg svarede, at han i hvert fald ikke skulle tænke på mig i den forbindelse. Jeg er én af de få, der ikke har glemt Muroroa... Bryder mig helt generelt ikke om fransk selvovervurdering, som hældes i et cocktailglas og tilsættes xenofobi. Og faktisk heller ikke om franske vine. At jeg selvfølgelig ikke kan have noget imod den enkelte franskmand, men ikke kan udstå nationen.

Han smilede... Brune øjne så ind i blå. Jeg ved nemlig også godt, hvordan "Vietnam-krigen" startede, og hvordan hans folk generelt kun kan have det med Frankrig... Selvom USA i sin selvbestaltede rolle som "policeman af The World" gjorde det mest beskidte arbejde. Tænk at få et knus midt i en døgnkiosk på Sønderbro...

Blogger altså... Tja, nogen gør det angiveligt for at "networke" (ét af mine hadeord), altså skabe kontakter, der kan anvendes ikke mindst i karrieremæssig henseende. Fint nok.

Hvorfor gør jeg det? Helt enkelt fordi jeg ikke kan lade være ;-). Jeg har altid skrevet - købte min første skrivemaskine, inden jeg var fyldt ti - og sled den bogstavelig talt op. Meget hurtigt gik det op for mig, at fiktionen aldrig bliver min genre. Og så måske alligevel en dag - har oplevet den næsten euforiske tilstand, hvor historien tager over og pludselig skriver sig selv, mens fingrene viljesløst danser hen over tasterne...

Og jeg ligger faktisk inde med idé til et par romaner - men jeg har ikke energi og overblik til at udtænke et "plot", der holder hele vejen igennem. Jo flere bøger, jeg læser, og det gør jeg jo hele tiden, desto mere kommer jeg i grunden også i tvivl om, hvorvidt jeg skulle have noget at tilføre bogmarkedet.

Om jeg har noget at tilføre blogmarkedet, lader jeg det være op til andre at dømme om. For selv om jeg godt ved, andre læser med - omend jeg ikke følger med i hvor mange - skænker jeg det sjældent mange tanker, mens jeg skriver. Hvorfor jeg så ikke nøjes med at skrive til harddisken? Helt enkelt fordi jeg kan lide den interaktion, der ligger i at blogge. Jeg elsker, når en anden får mig til at se ting fra andre vinkler - elsker, at det måske en gang imellem kan lykkes mig at være "øjenåbner" for en anden, som for en stund får "verden serveret" fra Fr. Møllers perspektiv.

Og så kan jeg godt lide, at fremmede mennesker TØR lukke mig ind i deres liv. Naturligvis en redigeret udgave af hensyn til mennesker, der ufrivilligt bliver involveret qua omtalen. Sådan fungerer min blog nødvendigvis også. Men ikke nødvendigvis et decideret skønmaleri af den grund.

På det seneste har jeg ikke haft tid og energi til andet end at følge sporadisk med i blogverdenen. Det foresvæver mig, at der har været noget polemik om "tøseblogge(re)". Gad vide, om det fænomen havde fundet sin form uden hhv. Bridget og Nynne? Spørgsmålet er såvel hypotetisk som irrelevant, for jeg får mig en masse god underholdning hos de "tøser", der mestrer at "løfte arven". Ingen nævnt, ingen glemt.

Selv bliver jeg vist aldrig "tøseblogger". For selvom kromosomtallet gav CPR-nummeret lige endetal, mangler jeg aldeles bl.a. shoppegenet, når lige bortses fra dagligvarer, giraffer og bøger. Hvis jeg skulle lave en "tøseblog" - og tanken er sjov - ville satiren drive ned ad de imaginære cybervægge. Og det ville - netop på grund af Bridget og Nynne - ikke være sjovt, blot et plagiat.

For nok har jeg oplevet en veninde, der simpelthen gik i seng i frustration over, at hendes nyindkøbte selvsiddende strømper faldt ned. Men jeg må indrømme, at jeg troede, det var en Maude-inspireret joke. Det var det ikke.... Da det samme en del år senere skete for mig, havde jeg faktisk glemt hendes "incident" - kom i tanker om den, da min spontane reaktion var - latterkrampe. Sådan er vi jo så forskellige.

Det er nok netop den - forskelligheden - der gør, at jeg læser blogs. Og selv skriver. Jeg tror på, det gør os allesammen klogere på både os selv og hinanden.

Da jeg indforskrev tre sektioner værkstedsreol, var jeg sikker på, at dem kunne jeg snildt samle. Jeg skulle bare lige have gjort plads til dem i kælderrummet. Hvis jeg havde prøvet, ville jeg være løbet skrigende bort. Meget langt og meget skrigende! Ikke fordi de som sådan er spor svære at samle - eller samlevejledningen er uforståelig - men fordi det, så skævt som dette hus er, nærmest krævede den store ledvogtereksamen med tre bomme at få dyret til at se nogenlunde lige ud. Den havde Lars heldigvis, så vi nåede et godt stykke videre i dag. Alle flyttekasser i kælderen er nu sorteret og 30 tømte kasser klappet forskriftsmæssigt sammen. Der er ligeledes bund i vasketøjet for denne gang - dejligt! Ni flyttekasser blev det i øvrigt til - det er i hvert fald ikke tøj, min moar mangler ;-).

Limbo har også haft godt selskab, idet Danmarks eneste Tullamore Spaniel, der naturligvis lyder navnet Whiskey, var med. Ligefrem venner kan man nok ikke kalde dem. Trods sin imponerende energi, når jeg tager snoren frem, er Limbo ude over den alder, hvor han gider lege med andre hunde. Han fylder trods alt tretten om et halvt års tid. Whiskey, der reelt kun er en stor hvalp - to år i næste måned - har til gengæld så fine hundesociale kompetencer, at han bare respketerer alderdommen. De tusser rundt og snuser til hinanden - lægger sig derefter stilfærdigt hver sit sted. OK, en enkelt territorialstridighed om retten til et kødben måtte der jo til, men hovedsagen er, at vovhundene har det godt i hinandens pelsklædte selskab.

Min redningsmand er nu draget til Brædstrup for resten af dagen. Der bor nemlig en dejlig kone, der grumme gerne ville have uventet besøg af sin søn. Et møj fint eksempel på, at det nyttige og behagelige fint kan forenes med endnu mere behageligt.

For selvfølgelig fik vi også leget gammelt ægtepar i dag... Reolbyggeri... I samme sekund Lars siger: "Kan du ikke lige holde?", siger jeg: "Skal jeg ikke lige holde" ;-). Den slags stunts laver vi igen og igen, og de har stor underholdningsværdi - hver gang, fordi vi trods alt har kendt hinanden så kort tid.

Med fra Haderslev var fire bakker krydderfedt fra "Helmuth Slagter" - den fås bare ikke bedre. Tilmed fulgte der et lille, hjemmebagt "Mischbrot" med - fruen laver nix varm mad i aften - hun grovæder fedtemadder med salt! Og har, som det gode barn, hun sommetider er, naturligvis doneret den ene bakke til moderen - fedtemadder er nok en familiesvaghed.

De fleste af mine venner har jeg kendt i tyve år eller mere. Min oplevelse er, at det med alderen bliver sværere at knytte egentlige venskaber; det bliver mere til bekendtskaber. Hertil kommer, at jeg ved at have valgt egne børn fra, frivilligt "udelukkede mig" fra en stor del af de sammenhænge, mine jævnaldrende færdedes i. Mine år som ond stedmor gav mig nogle gode bekendtskaber med forældre til knægtens skolekammerater. Men hvis ikke vi tilfældigvis havde haft børn i samme klasse, var vi næppe kommet i kontakt med hinanden. Sådan er det nu engang.

Og så er der undtagelserne. Faktuelt har jeg kendt ham mindre end et år. Men vi har kendt hinanden altid. I hvert fald så længe, at vi tit grinende spørger hinanden, hvor længe det i grunden er, vi har været gift ;-). Hvilket vi begge har - dog ikke med hinanden.

Som så ofte i vore dage, "mødtes" vi på nettet. På en chat såmænd. Hvor vi lynhurtigt fandt ud af, at vi var gode til at få hinanden til at skrupgrine. Men også, at der var meget, meget mere end det.

Jeg vedkender mig en meget pragmatisk indstilling til mange ting. Jeg tror også på, at de største linjer i vore liv er "forudbestemt". Jeg kan ikke kalde det "skæbne" - det er for ansvarsforflygtigende for individet. Så ud med fatalismen - ind med determinismen. Tror jeg nok - er egentlig ikke så glad for -ismer og etiketter.

De seneste fjorten dages tid har budt på oplevelser, der siger mig, at det var meningen, jeg skulle møde det menneske. For knapt et år siden. For hvor gamle venner meldte pas på samlebånd, var han der bare. Er der. Kommer i morgen og hjælper mig videre med den store opgave, jeg bliver nødt til at løse - og ikke helt har kræfter til at løse alene. Hverken fysisk eller psykisk - for mig er det, selv om det virker, et nederlag at være tyet til Benzodiazepiner...

Noget, der for mig sætter determinismen i fokus, er, at jeg faktisk er vokset op med. Ja, jeg ved ikke, om man kan kalde det en "frikirke" - i hvert fald er det ingen hemmelighed, at det er "den apostolske". VI var ikke udøvende i forhold til familienormen, men vi ved godt, hvad det handler om.Et "sjovt sammentræf": Da min gode ven var ude i tovene, blev den apostolske menighed i X-købing i høj grad hans redning... Tilfældigt?

Tilfældigt? Tilsigtet? Eller noget tredje? Jeg kender svaret - jeg har bare ufattelig svært ved at formulere det. Men Lars - din skøre skid ;-) - jeg ælsker dig sgu!

Først var der vittigheden om arbejdsmarkedets kolossale efterspørgsel på "det grå guld". Der er sikkert nogen, der stadig tror på den. Men næppe én eneste ledig, der blot har rundet de 50 og efter tre års ledighed kan se kontanthjælpen - eller slet intet selvstændigt forsørgelsesgrundlag - lige ude i den alt for nære horisont.

Nu er der så myten om, at trods skyhøj ledighed er der i virkeligheden mangel på arbejdskraft! Derfor skal vi ledige til i endnu højere grad at "bevise", at vi står til rådighed for arbejdsmarkedet...

Politikerne lærer åbenbart intet af deres egen historie! For det prøvede man også for tyve år siden, uden at det fremmede beskæftigelsen! Kort fortalt skulle vi en gang i kvartalet udfylde og indsende en liste over, hvilke jobs vi havde søgt siden sidst, men tydeligvis ikke fået, for så ville der jo ikke have været nogen liste at udfylde. Det var det rene spil for galleriet!

Dels viste det sig, at en del af avisernes job-annoncer ikke var regulære, men "signaler", visse virksomheder ønskede at sende konkurrenterne om, hvor godt det gik! De ledige jobs eksisterede slet ikke - men som rådighedsforpligtet ledig kunne man jo ikke modbevise, at "stillingen var besat til anden side" efter, at man havde lagt liv og sjæl i nok en ansøgning. Vel at mærke en ansøgning, hvor man hver eneste gang udleverer private oplysninger om sig selv...

Dels var der i perioder reverenter talt ikke et eneste job at søge! Selv om jeg hver uge læste tre fyldige job-sektioner igennem, kunne der gå uger uden, at nogen efterspurgte det, jeg kunne! Nåmen, så var fejlen jo bare, at jeg ikke søgte uopfordret... Og det erkender jeg blankt, at jeg ikke gjorde - jeg mener nemlig ikke, at mine HK-kundskaber er så unikke, at nogen virksomhed, der ikke mangler medarbejdere, spontant skulle blive så benovet, at den udskifter en ansat, den allerede er glad for, med mig. Eller opretter en ny stilling, bare fordi jeg synes, det kunne være fedt. Get real!

Stemme dørklokker? Jeg var nok ikke den eneste, der udfyldte ansøgningsskemaer til diverse produktionsvirksomheder, der i de år absolut ikke tog folk ind, men kæmpede for i det mindste fortsat at kunne beskæftige dem, de allerede havde i deres brød. Hvad de ikke altid kunne. Det oplevede jeg meget tæt på; boede nemlig i Nordborg Kommune, hvor alt er afhængigt af, hvordan det går for Danfoss...

Dengang var jeg - efter et jobtilbud, der som sædvanlig ikke tilgodeså hverken evner eller interesser hos den ledige - medlem af PMF. Pædagogisk MedhjælperForbund. Jeg kan huske, at jeg til en "rådighedssamtale" blev skældt al hæder og ære fra over, at jeg ikke uopfordret havde søgt job i samtlige kommunens daginstitutioner!

Jeg måbede! For det kunne sgu da ikke passe, at mit forbund ikke vidste, at vi i kommunen kun havde én privatejet institution, der selv bestemte sin normering - resten var kommunalt styret! Bevares, jeg kunne da godt fyre ansøgninger af på samlebånd, men det ville da være den rene farce, når jeg på forhånd vidste, at der ingen ledige jobs var i nogen af kommunens institutioner! For netop, fordi det var kommunalt anliggende, blev det da annonceret i den lokale ugeavis - betalt af kommunen - NÅR der endelig var ledige jobs. Hvad der forresten aldrig var, fordi man gennem mange år bare kunne rekvirere en ny, gratis langtidsledig hver syvende måned!

I et kvartal havde jeg så slet ikke søgt nogen jobs. Var jo "skrevet op" adskillige steder, som evt. ville "lade høre fra sig" - hvilket selvfølgelig aldrig skete. Af den simple grund, at de ikke manglede folk! I aviserne var der nada, yours truly var tilnærmelsesvis kvalificeret til. Og det er ikke, fordi jeg lider af "kvindesyndromet", hvor man lader være at søge, fordi der er ti krav i stillingsbeskrivelsen, og man måske er lidt usikker på sine kvalifikationer i forhold til en bagatel i ét af dem. Tværtimod søger jeg på det, mange kalder "den maskuline måde". Jeg kan meget - og som udgangspunkt kan resten sgu læres ;-).

Bål, brand og trusler om nærmest evig fortabelse af dagpengeret! Jeg kan - surprise - være en smule sarkastisk... Så jeg svarede høfligt, at jeg da godt kunne give mig til at søge jobs á la administrerende direktør for Nationalbanken - sådan bare for at søge... For jeg havde dat trods alt et 11-tal i bogføring for begyndere... Var det sådan, vi skulle lege? For så var det søreme da i orden med mig.

Det var det åbenbart trods alt ikke, for jeg beholdt min forsikring. Og jeg ved, at en del andre forbund heldigvis var mere realistiske omkring, hvordan virkeligheden var for os langtidsledige...

Men jeg tror ikke, "tommelskruerne" skaffede ét eneste ekstra PMF-job...

Er ved at være halvvejs igennem at sortere kasser. Har fået elimineret ca. tyve helt. Har "gang i" cirka fyrre andre, som tingene, efterhånden som de dukker frem, bliver sorteret ud i... Seks flyttekasser er foreløbig fyldt op med nyvasket tøj og linned. Jeg skal i den forbindelse ikke undlade at brokke mig over, at coops skyllemiddel med æbleduft ikke dufter overhovedet... Jeg havde ellers købt tre liter på tilbud; nu kan jeg bruge dem på moars tøj - og så ellers igen få købt noget, der dufter, som det påstår. Finitex - siger jeg bare!

Det er et H...... arbejde, som ingen andre kunne have gjort. Tingene er totalt tilfældigt pakket udfra, hvorfra de nu lå. Så mellem hæklegarn, plasticposer, whatever... Kan der ligge et gulnet avisudklip fra 1968, hvor mors fætter Arnes søn blev "rundskuebarn", fordi han var så forudseende at lade sig føde samme dag, som det odenseanske dyrskue dét år blev åbnet... Et meget ældre udklip, der fortæller, at min morfars bror Marius på sit elektrikerjob var blevet dræbt af stærkstrøm, der ikke var styr på. Med til familiehistorien hører, at familien ikke var behørigt underrettet, før Helsingør Dagblad fik historien i trykkken. Så sønnen - Otto var det vist - erfor sin faders død, da han på sin avisrute rutinemæssigt holdt pause for at læse, hvad han i grunden kolporterede...

Jeg fatter ikke helt folk, der jamrer over at arbejde 37 timer om ugen. Nu har jeg arbejdet cirka tyve timer indenfor to døgn. Med få og små pauser, der ikke er skrevet ind i nogen overenskomst. Alligevel har jeg på to døgn overstået "en halv arbejdsuge" - tager "halvanden" henover weekenden.

OK - foreløbig tager jeg mig så et stykke med leverpostej ;-). Og jeg skal nok huske at spise brød til, mens jeg mumler, at moderne "lønmodtager" har fået Marx galt i halsen... Groft hvedebrød, det bli'r. For det var dagens tilbud hos den lokale bager.

... er noget med helt frivilligt at have smidt sig om på ryggen og spredt ben med dankortet i hånden  - dernæst påstå sig voldtaget af materialismen... Halllooo - voldtægt kræver altså, at min. én af parterne gør modstand i tide. Ellers vil jeg kalde det "fortrudt samleje". En ærlig sag, men ingen af parterne kan, da de var jævnbyrdige, påstå sig misbrugt!

Folk, der kender mig, bruger ofte karakteristikken: Pragmatiker. Den er rigtig! Jeg er skidegod til at affinde mig med de vilkår, der måtte være mine - få det optimale ud af dem. Inklusive at kassere det halve af mit jordiske gods, fordi jeg ikke længere har fysisk plads til det!

Selv om jeg stadig synes, jeg "ejer" uhyggeligt meget, kan det konstateres, at jeg "kun" har dagligporcelæn.  Mindre end ti par fodtøj. Tre tasker - og et indkøbsnet - kunne ikke stå for DSB-Harry en dag, hvor jeg i farten havde fået "pakistanerkuffert"  med mig ;-). Ingen fancy og svinedyre "plejeserier" til hverken krop eller hjem - men nogle få, effektive produkter, der virker, når og hvor de skal!

Udadtil dyrker jeg "simple life"! Men tag ikke fejl af mig og de frelste. Mit held er, at materialisme for materialismens egen skyld aldrig har sagt mig en skid. Men det ændrer nu ikke ved, at min hverdag er, så der hverken er råd til forsikringer eller TV-licens. Det tror jeg ikke, man forsager, hvis man kultisk vil tilbage til naturen.

Men jeg tror til gengæld på at vågne op, lige inden hånden pr. automatik rækker ud efter nok en spritny DVD-film i BILKA, selv om man har over 40 kanaler "gratis" til rådighed via fællesantennen. Tror på at vågne op, inden man, bare fordi man nu er der, investerer i for mange hundrede kroner plasticbøtter, der ville koste en tiendedel, hvis der ikke stod "Tupperware" på dem...

Jeg har en grum mistanke om, at "simple livers" bruger de penge, de så ikke længere lægger i BILKA, på timeshare i det tyrkiske... For jeg har læst nok om trenden til at vide, at det ikke kun handler om en eufemisme for at være fattig. Men jeg ved også nok til at vide, at i et samfund som det danske er trenden farlig. For den vil camouflere reel fattigdom som kultdyrkelse. Tro mig, der er intet religiøst ved ikke at "eje" en indboforsikring og skylde fem års TV-licens, bare fordi man godt vil have (ordentlig) mad hver dag! Nye sko, når de gamle er slidt op. En anden cykel,når den man ikke havde råd til at forsikre, bliver stjålet...

Som jeg tidligere har været inde på, har min mor 62 år i skrivende stund) gennem en del år modtaget førtidspension på grund af narkolepsi. En neurologisk sygdom, der langsomt, men sikkert ødelægger dele af hjernen. Af samme årsag har hun undervejs fået pensionen sat op til højeste sats - de gamle regler.

Som jeg også tidligere har nævnt, har vi i lange perioder ikke haft regelmæssig kontakt med hinanden. Det har vi jo unægtelig nu, hvor vi bor dør om dør. Og det viser mig stille og roligt, hvor rigtigt, det er, at det er blevet sådan. Jeg kunne sætte mig hen og græde over, hvor lidt der faktisk er tilbage af den intelligente, effektive kvinde, der for 43 år siden satte mig i verden en tidlig søndag morgen. Gør det ind imellem. Men det fører jo ingen vegne.

I stedet har jeg i dag brugt 11 timer på at få styr på bare en lille smule af et totalt usystematisk pakket flyttelæs... Som vel at mærke er på mere end 100 flyttekasser - foruden flere møbler, end der på nogen måde er plads til i lejligheden. Hun har alt for meget af alting - hvad fanden skal nogen med tre dampstrygejern og fire symaskiner ;-). Der er gået kuk i et eller andet i vores familie, for man siger jo, at efter en samler kommer en spreder. Men min morfar var også samler...

Ind imellem falder jeg i staver over ting, jeg kan huske fra min barndom. Andre gange ønsker jeg, der var fogedforbud imod, at samlere må arbejde frivilligt i Røde Kors-butikkerne ;-). Bevares, der er rigtig mange sjove og kuriøse ting imellem - men hun har hverken plads til eller brug for det hele. Slet ikke... I første omgang grovsorterer jeg med hård hånd og stor respekt for min mors store interesse for bl.a. håndarbejde og frimærker. Siden kommer en finsortering, hvor vi simpelthen ikke kommer udenom marskandiseren i Smedegade - hvilket jeg i forholdsvis skånsomme vendinger har meddelt mit ophav. Absolut ikke til hendes udelte begejstring. Og jeg indrømmer, at det måske var ufint af mig, men jeg meddelte, at vi bliver nødt til overordnet at følge MINE regler, med mindre hun - igen - vil sende mig akut på sygehuset med stress...

For al respekt for, at hun værner om mormors "Ballerina", "Tosca" og "Savoy" - hun KAN sgu ikke føle tilsvarende for 10.000 besynderlige nipsting fra Røde Kors. Eller fem års plasticposer fra bl.a. Fakta og Løvbjerg... Nipset pakker jeg i første omgang pænt i nye kasser - dernæst foreligger der det, man kalder "en ny situation". - Kære mor, du har selv erklæret, at næste gang du flytter, bliver det med fødderne forrest - i en étværelses med låg.

Det er helt fint med mig. Når først det her kaos er overstået, skal vi nok få mange gode timer; forhåbentlig år. Men i og med, at der den dag, du bare ikke er mere, kun er mig til at fjerne resterne af dit jordiske gods, passer det mig helt fint allerede nu at vide (bestemme), hvordan det, der absolut skal gemmes, selv om vi begge ved, det ikke er spor nødvendigt, bliver pakket. Og sådan bliver det ;-).

Det værste er, at det gør ondt langt ind i sjælen, når jeg ind imellem er nødt til at skælde ud på et sygt menneske - og mindst lige så ondt på min mor. Det har jeg det sgu ikke godt med. Det er svært, når rollerne byttes om - men jeg ved, vi finder ud af det.

Hun får lov at tusse rundt i lejligheden med de ting, hun kan overskue - de tager ti gange så meget tid, som de "burde" i mit supereffektive - raske - univers. Her er min force heldigvis - udover at jeg simpelthen er skidegod til at skabe orden af kaos - en næsten grænseløs tålmodighed...

I morgen bliver der indforskrevet tre sektioner værkstedsreol fra Harald Nyborg, så jeg - når ellers jeg lige får slæbt resten af de usorterede kasser ud - kan begynde at flytte ting IND i kælder-rummet, som heldigvis er stort. Min måde at arbejde på ser umiddelbart usystemtisk ud, men det går altid op for folk, at når jeg så er fæærdiii - går det hele op i en højere enhed, fordi jeg nærmest arbejder, som man gør, når man lægger puslespil. F.eks. kører vaskemaskine og tørretumbler uafbrudt, mens jeg tømmer kasser. Det rene tøj bliver lagt i tydeligt mærkede kasser til om fjorten dage, hvor vi har bestilt et - stort - klædeskab leveret fra "Jysk"... Det, der kræver det, vil den den tid være strøget - hun skal bare have lov at begynde forfra - uden rod - uden manglende overblik - det kan hun sgu tids nok selv skabe ;-).

Lyder det mærkeligt, at jeg kan knokle 11 timer i døgnet som sygemeldt med panikangst? Det er det ikke! For selv om det først for relativt nylig for alvor er gået op for mig, at svimmelhed m.v. ER panikangst, har jeg hele tiden kunnet se, at den udløsende faktor var - stress. Så ved at få ro til at gøre dette stykke arbejde - nåja godt hjulpet af 7,5 mg Alopam om dagen - eliminerer jeg en væsentlig stressfaktor...

Som Storm-P. sage: Livet er let nok at leve. Det er os selv, der gør det besværligt...

Akja - her sidder man og venter utålmodigt på, at bageren skal lukke op, så man kan få købt noget drikkeligt. Der danser små kartoner med solbærjuice for mit indre øje, så det har de nok ikke. Nå, "mindre" kan nu også gøre det - off I am...

Update: Det endte med en liter "multifrugtjuice" og et aldeles nybagt stykke brød. Man kan jo lige så godt tage de glæder, der følger med en alternativ døgnrytme.

I indbakken lå en mail fra DSB's blad, Ud og se. Ikke fordi jeg har vundet en formue - desværre - men fordi en gammel klassekammerat af uransagelige årsager er gået ad den vej for at prøve at finde mig. Det må man sige er lykkedes - dog har man ikke sendt ham min mailadresse, men oplyst ham om, at hans forespørgsel er formidlet videre.

Anledningen kan jeg godt gætte - det er faktisk 30 år siden, vores veje skiltes, fordi den skole, vi gik på, ikke havde "overbygning". Det er de jo nok nogen, der føler, giver basis for et gensyn. Det bliver imidlertid uden mig. Jeg hadede hver en dag på Langesø Skole og jeg føler ikke for at hykle andet, bare fordi tiden er gået. Det var en lorteklasse uden lige - alt for få elever, snobberi og mobning af en anden verden. Det kan godt være, I er nogen, der har fortrængt det. Nogle af jer var måske tilmed glade for at gå der. Jeg var ikke - var lykkelig, da jeg kunne skifte skole et par måneder før tid. Lykkelig for, at der er mange af jer, jeg ikke har set siden.

Det rager mig en høstblomst, hvordan det måtte være gået jer her i livet - somme af jer fortjener sgu knapt at være her. Så hold endelig jubilæum - det bliver fandeme uden mig!

Havde faktisk lovet eksen lige at pakke resten af hans lejlighed her inden den 10. Det er ikke, fordi han ikke selv gider, men han bor i Kroatien... Nå, men sidste søndag ringede jeg til han og meldte pas på den konto. Han blev SKIDESUR. Det tog jeg roligt - kender -  og ælsker ham jo. Nærmest betingelsesløst...

Nå - nu var budskabet ved at være fordøjet... Og han ville i grunden nok så meget sige undskyld for, at han ikke fattede den i første hug... I mellemtiden var det feset ind, at "manden med leen" havde argumenter, som lige overtrumfede hans. Jammen - jeg ælsker da osse dig *G*. For helvede da... Du må bare vænne dig til, at Sus, der kan alting, er fortid.

Min gode, gamle 15" Philips-skærm havde indbyggede højttalere - vældig smart. Den er imidlertid kommet på pension, så der måtte et sæt løse højttalere til. Et sæt vældig fine Philips - desværre viste det sig, da æsken blev åbnet, at strømforsyningen manglede - sikkert stjålet i butikken.

Nå, men jeg tænkte, at jeg vel bare kunne købe en strømforsyning i en elektronikforretning, men skulle selvfølgelig bruge nogle tekniske specifikationer, som ikke fremgik af emballagen. Nu ligger det sådan, at jeg engang i tidernes morgen har solgt Philips-udstyr, så jeg kontaktede den danske hovedimportør i Nørre Sundby, som desværre ikke kunne hjælpe, men henviste mig til til Philips supportnummer - det kom lidt bag på mig, at det gik til en engelsktalende i øvrigt meget venlig mand i Holland... Som heller ikke kunne finde ud af det, men foreslog, at jeg snakkede med butikken, hvor højttalerne var købt. Det havde jeg ikke den store fidus til - det er nemlig flere måneder siden, de blev købt i Fakta i Outlet Fyn.

Men nejda. Faktas kundeservice fremskaffer den rigtige strømforsyning og sender den kvit og frit til your truly. Jeg er imponeret.

Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke for alvor. Men faktum er, at jeg ikke er ret god til at være syg! Jeg har pænt været kravlet under dynen med Da Vinci-Mysteriet under armen og hunden i fodenden... Det var såmænd OK. Men et par timer efter var jeg oppe igen - til doggy's store henrykkelse havde jeg det "godt nok" (der er dømt doping!) til at gå tur - det var fandeme dejligt! Jeg elsker efteråret, Rend mig med forår og livstegn - det er smukt. Men det er her, hvor året dør for at genopstå, jeg for alvor føler, at jeg lever. Septemberbarn, som jeg er...

Selv om jeg har valgt at sige fra, er det klart, at det har gjort et vist indtryk på mig, at der i forgårs var én, der forsøgte at lægge ansvaret for et mere end halvhjertet selvmordsforsøg over på mig...

Jeg har selv været der. For efterhånden mange år siden. I dag kan jeg se, at jeg helt enkelt led af en alvorlig depression. Det var der bare ikke meget forståelse for i forhold til søde, kønne 19-årige piger, da jeg var 19. Men jeg fik da - efter ugers ventetid - en henvisning til en psykiater på Augustenborg Sygehus. Jeg var meget motiveret for at finde ud af, hvorfor jeg havde det så skidt. Jeg tror i grunden, jeg kunne have gjort mere for hende, end hun for mig. Jeg fortalte ærligt om mine selvmordstanker - hun udskrev en recept på 200 stærke piller. "Jamen tak for hjælpen", tænkte jeg da jeg indløste recepten - og gik hjem og prøvede at tage en overdosis...

Indtil da havde jeg troet, at man måtte være helt ude af den, når man prøvede at tage sit liv. Faktum er, at jeg aldrig har været så iskold og rolig, som den aften jeg, efter at have sørget for, at nogen ville tage sig af min hund, stod i badeværelset og slugte håndfuld efter håndfuld "Nozinan". Jeg orkede ikke mere - men jeg gav ikke andre end mig selv ansvaret for det.

Jeg kan ikke huske, hvor mange tabletter, jeg tog - til sidst kunne jeg bare ikke få flere ned. Jeg var helt uerfaren med medicin - det er jeg sådan set stadig, så jeg var faktisk sikker på, at det måtte være rigeligt. Så lagde jeg mig stille og roligt til at sove med min hund i favnen...

Og guderne skal da vide, at jeg sov! Jeg havde bare glemt at tage forbehold for én ting... Min mor. Som bare pludselig VIDSTE, at noget var helt galt og derfor kom og vækkede mig. Hurtigt - det var inden, hun selv for alvor blev syg - vurderede, at det her klarede vi selv! Da havde jeg sovet en 16 timer og var - mildt sagt - groggy. Hun holdt mig på benene de næste 12 timer, til kroppen havde nedbrudt giften så meget, som den nu kunne. Vi vadede rundt i Langesø og omegn i en grad, så jeg med min aldrig svigtende sorte humor rasende erklærede, at jeg sgu ikke var en hest med kolik! Hun svarede tørt, at det ville hun skide på - jeg havde bare at fortsætte med at kæmpe for at holde mig vågen!

Det lyder måske underligt, men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke røg på psykiatrisk afdeling den dag. Forstået på den måde, at selv om jeg ved, at disse afdelinger - heldigvis - hjælper mange mennesker, tror jeg også, de sommetider "skaber patienter". Man er skidehamrende sårbar, når livet gør for ondt og meget motiveret for at tage en masse medicin, som jeg ofte tror gør ondt værre.

Mit held er, at jeg - selv om jeg har depressive anlæg - ikke er kronisk sindslidende. Det er jeg taknemmelig over! Faktisk er jeg også taknemmelig over, at jeg i 2000 "fik lov" at arbejde mig ud af en alvorlig krisereaktion alene ad terapeutisk vej. Og nej, faktisk blev der forsøgt suppleret med "lykkepiller", som - og heldigvis da - har hjulpet mange. Hos mig forværrede de imidlertid depressionen så markant, at behandlingen blev seponeret nærmest omgående...

Jeg ved, hvordan det er at føle, at man ikke magter livet. Men man kan retfærdigvis ikke holde andre end sig selv ansvarlig for det...

Så er det officielt. Eller det bliver det i hvert fald i morgen. JobHorsens sender en bunke papirer til mig, hvoraf min læge skal udfylde en del - kunne jeg ikke bare lige tage derud og få det gjort?

Nej... Det er så lige præcis sådan noget, jeg ikke kan for tiden. Det forstår min læge heldigvis så udmærket, så det er helt i orden, at jeg sender dem videre til hende. Har hun lige skrevet i en mail, hvor hun i øvrigt ønskede mig god bedring. Det skal sgu nok gå altsamment. Omend det nok kommer til at gå langsomt. Forståelsen for panikangst er ikke lige stor alle steder. Det er der ikke noget at sige til - det tog mig otte år at gennemskue mønsteret for alvor - og det skulle der som nævnt en eksprestur med en hjerteambulance til...

På sin vis er det en kolossal lettelse at have fået sat så præcise ord på. Det er også dejligt at vide, bl.a. fra Sherry, det dejlige menneske, at der er hjælp at hente. Jeg står ved, at jeg stadig er skeptisk overfor den kognitive terapi, men jeg er totalt motiveret for at give det en chance, hvis jeg kan få økonomisk mulighed for det. For selvfølgelig vil jeg have mit liv tilbage. Fandeme så!

Men foreløbig vil jeg i en måneds tid ikke have andet ansvar eller flere forpligtelser, end jeg selv føler, jeg kan stå inde for. Pernille, det kommer altså nok til at gå ud over din sweater... Der er nemlig langt ud til garnforretningen, men mon ikke vi finder ud af det.

På den positive side fik jeg samlet op på min mor i allersidste øjeblik. Hun er mindst lige så stolt som mig - hun har været Helvede t/r de sidste måneder. Sket er sket. Det nytter ikke at tærske langhalm på det. Nu er hun her - medsamt og et flyttelæs fra Helvede - en del er deponeret inde hos mig indtil videre. Vi tager den herfra, ja vi gør så...

Jaja, vi tonser jo rundt i moars flyttelæs... Det er stort. Og at hun har medbragt ikke mindre end 2 PCer, tog jeg roligt - hun ved minus om den slags... Det skulle jeg så finde ud af, når der faldt ro over lejren.

Men nu ville skæbnen så, at min igen-igen smed sit tastatur... Så jeg lånte lige moars nyeste. Som i øvrigt er min morbrors aflagte... Ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men der er XP Pro på den. Jeg satte fire stik i - var online igen. Inklusive det USB-tastatur, Brian og Helle var så søde at sende mig, da IBM'et begyndte at drille for alvor for fire uger siden.

Om lidt, når min yndlingssupporter har set nyheder, skal jeg ha' aktiveret firewall m.v. Men der er et eller andet inderligt rigtigt i, at jeg sidder her med Pers PC. Det var ham, der lærte mig at stave til "interesse", da jeg var fire år... Så lige en kærlig hilsen fra Horsens og til Brøndby Str.

Jamen, det var da virkelig lige, hvad der "manglede". En mand, jeg for et par uger siden involoverede mig lidt med - siden kom jeg på bedre tanker - befinder sig p.t. på psykiatrisk afdeling - har prøvet at tage sig af dage "på grund af mig"! Jeg er kold i røven! Idioten overlever, men hold lige mig udenfor! Ingen tager sig af dage - eller prøver - på grund af en, man har kendt et par uger - jeg nægter på nogen måde at føle mig medansvarlig. Fandeme så!

Disclaimer: Folk, der bare ikke orker at høre mere om panikangst, skal ikke læse videre.

I de her dage føles mit liv på nogle punkter som et puslespil, hvor brikkerne pludselig passer sammen. Det er ikke noget kønt billede, de danner, men det er det rigtige billede. For med den viden, jeg på det seneste har erhvervet mig, ved jeg nøjagtig hvornår min panikangst for alvor begyndte - i februar 97! Dengang vidste jeg bare ikke, at det var panikangst.

Det startede med, at jeg pludselig - lige efter en slem influenza - var svimmel som ind i Helvede. Og nej, jeg valgte ikke at gå til lægen med det - havde hørt nok om "virus på balancenerven" osv. til at vide, at det var den forklaring, jeg ville få - og som ikke ville ændre på noget som helst.

Nu - bagefter - kan jeg se, at det faldt sammen med stress for alvor. I februar 97 fik min elskede svigermor konstateret en hjernesvulst - tre måneder senere døde hun efter det ondeste sygdomsforløb, jeg har været vidne til. Min elskede lukkede sig om sin egen sorg - bagefter bebrejdede han mig, at jeg ikke havde "været der". Jeg arbejdede 16 timer i døgnet i vores lille firma, var reelt enlig mor til hans søn, som pludselig over hals og hoved var flyttet over til os. Der var simpelthen ikke plads til min sorg og smerte.

Kæresten og jeg gled længere og længere fra hinanden. Alligevel flyttede vi "sammen" her til byen - der var lissom en 11-årig knægt, jeg knuselskede, og som ikke kunne gøre for noget som helst. Der var osgå hans søster, som endte med at flytte her til byen. Jeg var hende, der holdt sammen på tingene, simpelthen fordi jeg kunne. Efter et par måneder fandt kæresten og jeg såmænd også hinanden igen - det var virkelig kærlighed. Og hårdt arbejde. Dog var jeg så utrolig privilegeret, at jeg kunne arbejde hjemmefra, så jeg altid var der, når knægten kom fra skole. Eftersom jeg ikke skulle spilde flere timer om dagen på transport, var der trods vores lange arbejdsdage tid og plads til noget, der trods alt lignede det familieliv, jeg mener, børn har krav på. At jeg oftest kun fik sovet 3-5 timer i døgnet, tænkte jeg ikke så meget over - der var ikke TID til mere.

Og jo. Med den viden, jeg har i dag, kan jeg godt se, at det var panikangst, jeg led af allerede i Bryrup. Jeg havde fortrængt det, men jeg kan godt huske, hvordan jeg sommetider efter en 12-timers arbejsdag faktisk lå på gulvet i kontoret - fuldkommen ude af stand til at rejse mig og gå hjem - vi boede i huset overfor. Jeg kan også huske, at jeg en af de utallige gange, min elskede var på Sjælland, måtte ringe og bede en god ven køre 17 km hver vej for at følge mig hjem - hvilket i praksis var ned fra 1. sal, tværs over gaden og ind i mit eget hus...

Da havde jeg - ud over min sædvanlige svimmelhed - høj feber, sindssvagt ondt i halsen og næsten ingen stemme. Psykosomatisk hele lortet! For da først jeg var hjemme - i sikkerhed - og hunden dermed ikke var alene, faldt feberen lige så stille, halsen holdt op med at gøre ondt... Der var mange af den slags epsisoder, men det faldt mig ikke ind at kæde dem sammen - velsagtens fordi jeg ikke vidste, hvad panikangst er!

Et års tid senere - efter endnu mere stress - sagde mit immunforsvar stop! Normalt er jeg aldrig syg - der kan gå år imellem, at jeg så meget som bliver forkølet. Men nu startede det med den epidemi af "kold lungebetændelse", der fejede hen over i hvert fald Jylland i efteråret 98. Den fik penicillin hurtigt bugt med. Til gengæld fortsatte jeg i det næste halve år med at gå ned med den ene infektion efter den anden. Sandsynligvis psykosomatisk hele lortet - men der er det ved psykosomatiske lidelser, at de fysiske symptomer er lige så reelle som ved egentligt somatiske sygdomme.

Jo, brikkerne i puslespillet falder stille og roligt på plads... Men stadig var det primært svimmelheden, jeg var fokuseret på. Tog, da der også kom Tinnitus til, initiativ til at blive undersøgt for "Ménières Sygdom", som vi har i familien. Nystagmustesten var negativ, hvilket udelukkede MM - og det var jeg da glad nok for. Jeg fik det bare ikke bedre af den grund. Og min praktiserende læge var totalt ligeglad.

Og i perioder havde jeg det - heldigvis - fint. Når det var mindre godt, kunne jeg længe holde svimmelheden nogenlunde i ave med "Marzine" - et ganske almindeligt håndkøbspræparat mod "transportsyge" - et råd, jeg fik af min faster, der har lidt af MM i mange år. Bevares, der var "episoder". Som f.eks. den lørdag eftermiddag, jeg glad og fro ville gå en lang tur med hunden - det var dejligt vejr. Og hvor jeg endte med at sidde en halv time på et øde fortov - hunden havde jeg for en sikkerheds skyld tøjret til en lygtepæl. I dag kan jeg se, at det var panikangst - den dag anede jeg ikke, hvad der foregik...

Utallige gange har jeg været på indkøb - har pludselig måttet lade kurv eller vogn stå - bare se at komme ud - hjem. Men i andre perioder har jeg fungeret helt normalt, hygget mig med at suse byen rundt for at få så meget som muligt for mine ikke alt for mange penge. Primært har jeg altid kunnet, når jeg virkelig *skulle*. Dén film knækkede så i søndags...

Og nej, sært nok var jeg faktisk ikke bange for at dø. Vidste bare, at nu skete det. I de minutter gik det for alvor op for mig, at der er så uendelig meget mere, jeg gerne vil nå at opleve i dette liv. Ikke de vilde og epokegørende ting - "bare" en god, fornuftig hverdag med det, jeg plejer at kalde "fred med Gud og mennesker"...

Man kan nå at tænke utrolig meget på fire minutter. Det fandt jeg ud af søndag morgen, da jeg var sikker på, at min sidste time var kommet. Jeg var ikke bange; snarere uendeligt vemodig.

Det er, som om den følelse ikke rigtig vil slippe mig igen. Tårerne ligger konstant lige under overfladen, uden at de dog rigtig vil frem. Jeg fortæller mig selv, at jeg fysisk har det fint, og min fornuft tror på det - jeg så jo selv det flotte EKG fra skadestuen og tror naturligvis på den læge, der opmuntrende fortalte mig, at mit hjerte uden problemer burde kunne holde de næste 50 år eller mere.

Men angsten for - ikke om - men hvornår det sker igen, vil ikke give slip! Kald det bare selvynk, men jeg vil fandeme ikke have, at resten af mit liv skal være sådan her! Jeg vil have min frihed tilbage. Friheden til at gå en tur i Bygholm Park med min hund. Friheden til at være sammen med mine venner, også selv om det indbefatter en tur med bus eller tog. For den sags skyld bare friheden til ikke at være nødt til at aflyse omtrent hvert andet møde, jeg bliver indkaldt til hos "systemet". Jeg bor 700 m fra "JobHorsens" - og er fysisk ude af stand til at bevæge mig derhen, når jeg har det værst.

Selv om jeg har "papir på" svimmelhed og panikangst og derfor har "lov" at aflyse diverse møder med kort varsel, kan jeg godt mærke på min kommunale sagsbehandler, at hun efterhånden er ved at være træt af mine evindelige aflysninger; vist bare opfatter dem som dumme undskyldninger for, at jeg i virkeligheden ikke gider lave noget. Jeg måtte - ovenpå sidste weekends begivenheder - aflyse møder både mandag og tirsdag. Nu er jeg indkaldt til nok ét på tirsdag. NEJ!

Jeg har i de fem år, jeg efterhånden snart har været på kontanthjælp, været endog meget motiveret for at komme videre. Det eneste, jeg "fik lov til" var i nogle måneder at gå rundt og samle affald op på det lokale Industrimuseum - det bragte mig ikke tættere på "varig, ustøttet beskæftigelse". Mine egne forslag - om f.eks. opkvalificering indenfor mit gamle arbejdsområde - blev brutalt fejet af bordet. I stedet kunne jeg komme på daghøjskole og lære at stave. Al respekt for, at nogen har brug for at starte på dét niveau - jeg har ikke...

Undervejs er panikangsten kommet til. Jeg har efter fattig evne prøvet at styre den, fordi jeg jo godt ved, at den er fuldkommen irrationel. Lige for tiden kan jeg imidlertid ikke styre noget som helst; det er derfor, jeg for første gang i mit liv tager beroligende medicin. Jeg vil simpelthen have en regulær pause nu. Nogle uger eller måneder, hvor mine almisser pænt går ind på kontoen hver den første, og jeg kan koncentrere mig om at få styr på den skide panikangst igen. Allerhelst slippe helt af med den - men om ikke andet få den tilbage på det gamle niveau. Som nok var fandens ubehageligt at leve med, men for intet at regne mod sidste weekends oplevelser.

Det værste er jo, at panikangst er en selvforstærkende mekanisme. Den er ikke en psykisk sygdom i sig selv, og den hænger ikke sammen med fysisk sygdom. Den er der bare. Det må jeg leve med. Og i mellemtiden må Horsens Kommune finde en anden at aktivere - mig bliver det ikke lige nu.

Kom lige i tanker om... Søndag morgen, inden jeg blev "løsladt" fra skadestuen i Odense, kom der en vældig flink læge ind for lige at høre, hvordan jeg egentlig havde det.

Jeg svarede, at taget i betragtning, at jeg omkring en time tidligere var helt sikker på, at nu døde jeg helt enkelt, havde jeg det vist meget godt. Hans svar var, at efter hans bedste professionelle vurdering var jeg absolut ikke død - og hvis han mod forventning skulle have taget fejl, kunne han oplyse, at jeg i så fald var kommet i himlen.

Jeg vidste det. Selvfølgelig ligger himlen da på mit elskede Fyn :-).

Som antydet gik ALT galt i forbindelse med min mors ellers velplanlagte flytning. OK, det var måske også naivt at tro, at en flok forhærdede Vollsmose-boere stillede op som aftalt morgenen efter, at der var udbetalt sociale ydelser. Jeg ved det ikke, for selv om jeg selv er på kontanthjælp, er mit daglige miljø et helt andet... Det siger jeg ikke for at lyde højrøvet eller frelst; men slet og ret, fordi det er en kendsgerning.

Jeg... Plejer at kunne lige nøjagtig, hvad jeg vil - og ikke mindst skal. Den ene gang var der en "lille millionhandel", der afhang af, at jeg kunne rekonstruere fem års regnskaber på en uge - bilag for bilag efter det driftsøkonomiske princip. Så det gjorde jeg da "bare". Op mod deadline bogførte jeg 36 timer i ét stræk - uden en eneste fejl i øvrigt. Til gengæld nåede jeg vist at køre Horsens Løve Apotek tør for druesukker ;-). Derefter gjorde jeg hovedrent i min ikke helt lille lejlighed, smuttede i bad, gik ud og spiste med min kæreste - og chef - gik hjem og sov seks timer og var frisk igen.

Jeg både var og er klar over, at sådan noget skal man ikke byde sig selv for tit. Nu må jeg så bare erkende, at jeg slet ikke KAN den slags længere. Så er det pragtfuldt, at der er andre, der kan. For efter min lille udflugt til OUH, tog Lars resolut telefonbogen for Odense, faldt for en annonce fra et firma, der stort set lød til at kunne alt! Og det kunne de! Senere på dagen ankommer det sidste læs fra Odense, lejligheden er rengjort og klar til syn på mandag! På Odense kommune har en navnesøster til mig tryllet og hekset, så projektet også er finansieret; selvfølgelig mod tilbagebetaling. Det kunne det lille firma såmænd ellers OGSÅ have hjulpet med, men selvfølgelig var Mogens, som indehaveren hedder, ikke ked af, at han nu bare sender sin - yderst rimelige - regning direkte til Tolderlundsvej...

Så tillad mig at gøre lidt reklame for Vikarbureau 2XM i Søhus! Vi satte dem på en opgave, mange andre ville have betakket sig for - de gik bare på med krum hals og godt humør.

Det bliver et mindre mareridt at få pakket ud... Men det er trods alt alligevel det mindste af det. Det kan vi tage i vores eget tempo. Horsens Kommune kommer til at acceptere en sygemelding herfra. Den har jeg jo ellers ikke ønsket, fordi jeg hidtil har styret min panikangst sådan nogenlunde. Men ovenpå søndag morgens oplevelser må de liiige finde en anden at aktiverere i næste uge. Nok er nok. Og mit vigtigste projekt lige nu er altså at få samlet helt op på min mor. Selvfølgelig dels for hendes skyld, men nok så meget for min egen - det ser jo ud til, at vi skal være naboer resten af hendes liv ;-).

Hjemme igen efter et par dages tiltrængt rekreation i Haderslev. Den seneste tids begivenheder står stadig i et uvirkeligt skær, så det bliver de nok ved med. Men de må jo have fundet sted; i hvert fald opdagede jeg i løbet af søndagen, da jeg ville klø mig på hoften, at Falck-redderen havde glemt at pille de dersens "plader" af mig, han monterede, da han lavede et EKG i ambulancen. Jeg kunne selvfølgelig have ladet dem sidde til "en anden god gang", men jeg satser nu på, at søndag morgens begivenheder bliver en engangsforestilling!

Til gengæld er jeg for første gang i mit liv "på" beroligende medicin. Alopam 15 mg, ½ tablet om dagen. Jeg kan konstatere, at "skidtet" virker. Jeg er rolig, grænsende til det zombie-agtige. Men hellere det end alternativet. For en tid. For selvfølgelig er det ikke nogen varig løsning. Hvad løsningen bliver, ved jeg bare ikke. For jeg VED, at panikangst er fuldstændig irrationelt - det ændrer bare ikke ved, at de voldsomme, fysiske symptomer, den kan udløse, er særdeles virkelige.

Ja, det kan man vel ikke engang sige, det er. Faktisk er der endnu ikke gået et døgn, siden jeg blev "løsladt" fra skadestue 6 på Odense Sygehus. Men morgenens begivenheder føles allerede temmelig uvirkelige.

Det, der forskrækkede mig, var egentlig ikke tanken om, at nu var det slut. Faktisk sagde jeg stille til mig selv: "OK, Sus, det var så 43, du skulle nå at blive!". Det var jeg underligt afklaret med - spekulerede lidt på, om jeg ville vide det "på den anden side". For at jeg skulle dø, det var jeg slet ikke i tvivl om... Tænkte på, at det ville nogen jo nok blive kede af, men que será será, og ingen kender dagen...

Nej, det virkelig skræmmende - OK selvfølgelig ud over det her anfalds voldsomhed - er, at de kommer så totalt uden varsel. Selvom det sidste EKG var fint, kunne jeg sgu ikke lige falde til ro igen, så jeg fik en enkelt Diazepam til hjælp. Og den hjalp. Her for lidt siden var det ved at gå galt igen - tog den, jeg fik med i reserve, er stille og roligt ved at falde ned igen. Noget tyder på en periode med dem som "støttepædagog", indtil den her oplevelse er kommet lidt mere på afstand.

Hm... Her gik jeg og troede, at jeg vidste temmelig meget af det, der er værd at vide om panikangst. Må nok erkende, at jeg tidligt i morges fik sat lidt ekstra perspektiv på min viden, da jeg pludselig - udrykningstid fire minutter - befandt mig i en hjerteambulance på vej til Odense Sygehus.

Heldigvis var jeg ikke alene, da anfaldet kom som lynet fra den klare himmmel, og det EKG, der blev lavet på skadstuen var fint i forhold til det fra ambulancen. Så jeg er forlængst hjemme igen - en skræmmende oplevelse rigere. Og har det i øvrigt godt, dersom det skulle interessere nogen.

Samtlige mine mors flyttefolk er udeblevet pånær chaufføren!!! Så hvis der er nogen, der kender nogen, der kan træde til i Odense ASAP. Betaling en selvfølge. (Undskyld, Morten, jeg ved ikke, om man må annoncere her, men du ved jo, at det er nødsituation).